Fortsæt til indhold
Rejser

Oplev Hamborg og bo i campingvognen

Hamborg oplever i disse år en massiv tilstrømning af danske turister. Udbuddet af koncerter er stort, og derfor er det oplagt at bruge campingvognen som hotelværelse.

JENS HØY

Campingplads

Camping Buchholz

Kieler Strasse 374

Åbent året rundt

Afstand til centrum: 7 km

Offentlig transport i nærheden: U2, bus 4 m.fl.

www.camping-buchholz.de

Store internationale kunstnere giver ofte koncerter i alle musikalske genrer i Hamborg som den nordligste destination på en verdensturne. Er man glad for de store musicals, kan man også få internationale oplevelser som ”Lion King” og ”Phantom of the Opera” i Hamborg, så man kan vælge at køre i bil til oplevelserne i stedet for at flyve til London eller New York.

Det er ikke billigt at købe billet til internationale koncerter og shows, men hvis man har mod på det, kan man fint spare hotellet og bruge campingvognen som hotel.

Mange campister foretrækker faktisk at bo i de kendte og skræddersyede omgivelser.

Udbuddet af pladser tæt ved Hamborg er ikke specielt stort, men det kan dog lade sig gøre at campere så tæt på centrum, at man kan tage offentlig transport til centrum, hvor mange af de store shows skal ses.

Hvis man kommer i autocamper, kan man overnatte direkte ned til den sydlige gren af Elben på en stellplatz ved Finkenrieker Hauptdeich. Pladsen har åbent året rundt, og den kan også benyttes med campingvogn, men faciliteterne er beskedne, og der er 500 meter til en tankstation, hvor man kan købe lidt fornødenheder.

Når man har parkeret autocamperen eller campingvognen, er der flere muligheder for offentlig transport. Pladsen ligger således i ca. ti minutters gåafstand fra S-Bahn Wilhelmsburg. Og så er der direkte bus til og fra byen samt bus til og fra stationen, der gør det let at nå centrum af Hamborg.

30 min og flot natur

Har man mod på at bo noget længere fra centrum, er der en god mulighed ved Grossensee, der ligger 30 minutters kørsel fra centrum på en dag uden for meget stau (køkørsel, red.).

Har man mod på at bo noget længere fra centrum, er der en god mulighed ved Grossensee.

Pladsen ligger lige ned til en af Nordtysklands største søer med mulighed for svømning og med restaurant med udsigt direkte til søen. Pladsen er åben for alle typer af campister, og der er også mulighed for at leje både campingvogn og bungalow. Pladsen nås let fra hovedvej A1 eller fra A4, der går mellem Berlin og Hamborg.

Med offentlig transport tager det omkring en time at nå byen med tog efter en kort tur med lokalbus, der stopper lige uden for pladsen. Med i prisen for overnatning er adgang til et stort friluftsbad, der tilbyder svømning i, hvad der skulle være en af de reneste søer i det nordlige Tyskland.

Praktisk, men uden natur

Vil man helt tæt på byen, kan man f.eks. vælge Buchholz Camping. For at finde den skal man helst taste adressen ind i gps’en, for pladsen ligger lige ud til en stærkt befærdet vej, så man overser let indkørslen, der mest af alt ligner en indkørsel til et almindeligt hus, hvor pladsen ligger i baghaven. På pladsen er der stort set ikke skyggen af græs, så campering sker i en form for parkeringsbåse – også telte. Det udnytter pladsens beskedne plads, men levner ikke megen charme.

Vil man helt tæt på byen, kan man f.eks. vælge Buchholz Camping.

Man skal ikke være bange for at manøvrere rundt med sin campingvogn, for her er meget snævert på pladsen, der i princippet blot består af en asfalteret vej, hvor hver plads så er diagonalt beliggende ud til vejen gennem pladsen. Nogle af pladserne har dog en beskeden hæk som adskillelse mod naboen, andre har ikke.

En del trafikstøj

Den dag Explorer er på besøg på pladsen, er den omtrent halvt fuld, og selve indcheckningen sker i en lille snackrestaurant, hvor der også er et par dobbeltværelser, som man kan leje. Har man brug for overnatning til fire eller fem personer, kan det også lade sig gøre.

En ældre dame i receptionen fortæller, at her kommer ganske mange danske campister, som udelukkende overnatter her i forbindelse med gøremål i Hamborg. Hun anbefaler desuden, at man ringer og reserverer plads i forvejen, for med blot ca. 40 pladser bliver her hurtigt fyldt op i højsæsonen.

På Camping Buchholz er det småt med faciliteter, men da vi besøger pladsen er her rent og pænt, om end det hele virker noget slidt.

Selve området er plaget af trafikstøj, så man skal ikke have sarte ører, hvis man overnatter her. Selv på pladserne længst væk fra vejen er der trafikstøj døgnet rundt.

Området er en blanding af beboelse og mindre håndværk og industri. Over for indkørslen til pladsen er der en biograf, og der er ikke langt til flere forskellige supermarkeder. Er børnene trætte efter en lang dag i byen, er det også mulig at bade blot 10 minutters gang fra pladsen.