Fortsæt til indhold
Rejser

Vrimmel af brugte campere

Det kan være uoverskueligt at købe en brugt autocamper. Her er gode råd og tips til et brugtkøb, som du ikke fortryder.

JENS HØY

Rundt omkring i Europa er autocamperen stille og roligt ved at overhale campingvognen som campistens foretrukne ferieform.

I vore nabolande sælges der flere campere end campingvogne. Det betyder igen, at det store nyvognssalg hurtigt bliver til flere og flere brugte at vælge imellem.

Står man på nippet til at købe en brugt, er der derfor mange at vælge imellem også hos danske forhandlere.

En nyere brugt camper er en fin genvej til at spare penge. Og ofte vil man stort set ikke kunne se, at det er en brugt.
Peter Borup, PB Autocamper

På brugtmarkedet findes en del biler, der udbydes af private til priser, der ligger lavt i forhold til forhandlerpriserne.

Hvis man får god dokumentation for bilens brug og service, kan man godt springe ud i en privat handel, men det kræver, at man ved, hvor man skal kigge efter mangler.

»En nyere brugt camper er en fin genvej til at spare penge. Og ofte vil man stort set ikke kunne se, at det er en brugt. For generelt er der mange, der passer rigtigt godt på deres autocamper,« vurderer Peter Borup fra PB Autocamper. Han sælger hvert år mange brugte vogne og opfordrer til, at man tænker sig godt om, inden man vælger model.

Se dig for

Autocampere findes i tre forskellige typer. Den integrerede model er så absolut den pæneste og den lækreste med det store førerhus, der er bygget sammen med resten af vognen.

Fordelen ved at vælge en fuldintegreret er også, at den er let at slippe af med som brugt, ganske enkelt fordi typen er efterspurgt.

Der er mange nye, men også mange brugte autocampere på det danske marked. Det gælder om at vælge den rigtige model, for det er dyrt at fortryde et brugtkøb. Foto: Jens Høy

Kigger man på brugtpriserne, er det tydeligt, at de såkaldte alkove-modeller var meget populære for en del år siden. Så de kan nu erhverves for en rimelig pris.

»Uanset hvilken model man søger efter, så er mit bedste råd, at man prøver at overnatte i den brugte camper. På den måde får man en rigtig god fornemmelse af, om indretningen passer en,« siger direktøren i NBC, Niels Brændekilde, der både sælger brugte og har en stor afdeling for udlejning.

Det generelle råd fra branchen lyder, at man skal få brugttestet både camper-delen og selve bilen, inden man kaster sig ud i at købe brugt.

Motoren er vigtig

Omkring 95 pct. af alle solgte campere bygger på teknik hentet hos Fiat. Faktisk er Fiats afdeling for camper-chassis og motorer større end afdelingen for almindelige varevogne.

Et af de kritiske steder på en brugt diesel er tandremmen, der bør være skiftet, hvis motoren har gået 80.-100.000 km. Generelt er dieselteknikken kostbar at reparere, og et sæt nye dyser løber hurtigt op i pris.

Motorens miljø-status er også vigtig at have med i overvejelserne, idet der over hele Europa bliver flere og flere steder, der indfører miljøzoner.

Skal være tæt

Adgangen til de forskellige byzoner afhænger derfor af, om camperen har grønt, gult eller rødt miljømærke. Grønt er naturligvis det bedste, for så må man køre i alle zoner, men ældre campere kan ikke overholde forureningskravene, og så kan man risikere at måtte parkere camperen og fortsætte med offentlige transportmidler.

Hvis en brugt vogn lugter surt, skyldes det højst sandsynligt, at den er utæt. Derfor anbefaler branchen, at der udføres en fugttest, som kan afsløre, hvis der er fugt i vognen.

På taget skal man specielt være opmærksom på tagluger og kantlister. Specielt kantlister er steder, hvor fugt kan sive ind gennem beskadigede eller sprøde fuger eller tætningslister.

Ofte vil man med det blotte øje kunne se, hvis der er skjolder i hjørner, bag magasiner og i sammenføjninger. Hvis den er utæt, så er det vigtigt, at en professionel får kigget på vognen.

Niels Brændekilde fra NBC opfordrer til, at man får en udskrift, der viser afgiften på den brugte, idet afgifterne svinger noget, afhængigt af hvilken motor der ligger i vognen. Han foreslår også en prøvetur i vognen, så man kan få en fornemmelse af motorkraften og bilens generelle køreegenskaber samt sæder og udsyn.

Så overvej bestemt en brugt autocamper. Men find dens eventuelle mangler og fejl – og vurder så, om prisen er rigtig i forhold til merprisen for en ny. Eller overvej at leje autocamperen i fremtiden.

God tur!