Fortsæt til indhold
Rejser

Tysk leasing kan være genvej til drømmecamperen

Mange drømmer om en stor komfortabel autocamper, men de danske afgifter gør, at det bliver ved drømmene. Leasing kan være en mulighed, men danskerne tøver.

JENS HØY

Campingudstillinger viser ofte store luksuriøse autocampere frem, der er rene showstoppere, hvor gråsprængte ægtepar stopper op og drømmer sig ud på landevejene, når vinteren og mørket trækker sammen omkring Danmark.

For de fleste bliver det ved drømmen, for en stor camper med al den luksus, som man med rette fortjener, når man er kommet lidt op i årene, koster hurtigt mange penge. Når priserne for alvor kryber op og så let som ingenting rammer en mio. danske kroner skyldes det naturligvis afgifterne. Hver gang der sættes et flueben i brochuren ved eksempelvis automatgear, større motor eller læder på alle møblerne, så skal der betales fuld afgift af beløbet. Ja, selv sikkerhedsudstyr beskattes fuldt på en autocamper.

Trods konceptets indlysende økonomiske fordele, så tøver autocampisterne med at lease deres drømmecamper.

Derfor ender camperdrømmene ofte med en lejeaftale eller en ældre brugt, der så parkeres syd for Kruså, hvor autocampere er fri for afgift. Når man så skal bruge investeringen, så kører man til grænsen i personvognen og fortsætter i camperen.

Ulempen ved et sådant arrangement er, at camperen ikke kan bruges til små ferier i Danmark, eller når der er rund fødselsdag, og man gerne vil slippe for at sove i et gæsteværelse eller på den lokale kro, ganske enkelt fordi man har det bedst i sin camper.

Leasing er en mulighed

Løsningen på den dyre investering i autocamper på danske nummerplader kan være en tysk leasingkontrakt, hvor man hvert år i en periode får bilen på danske nummerplader via flexleasing, hvor der kun betales dansk afgift i den periode, hvor bilen benyttes på danske nummerplader.

Flexleasing-systemet er meget veludviklet inden for personbiler, og det er da også en af de store spillere her, der nu tilbyder autocampere efter samme opskrift.

Så sent som sidste uge afholdt firmaet www.campleasing.dk en række informationsmøder på Sjælland, hvor målet blandt andet var at få autocampister til at overveje en leasing-model. Sidste år havde man tilsvarende møder i Jylland. Det har dog ikke betydet, at danske autocampister er klar til at flexlease i hobetal.

»Trods konceptets indlysende økonomiske fordele, så tøver autocampisterne med at lease deres drømmecamper,« siger Dennis Heitmann, salgschef i Camp Leasing.

Måske er det den lidt odiøse klang, som ordet flexleasing nok stadig har i mange danskeres ører, og så skal der også lægges en pæn sum penge i førstegangsydelse, inden nøglen til drømmecamperen skifter ejer.

»De kunder, der overvejer leasing, er ikke klar over, at der skal betales så stort et beløb ved kontraktens underskrivelse. Så de ender med at købe en billige camper på danske plader eller en på tyske plader, som de så benytter i resten af Europa,« forklarer Peter Borup fra PB Autocamper.

Hos NBC, der i mange år har udlejet autocampere, er indehaver Niels Brændekilde ikke i tvivl om, hvorfor danskerne tøver med at lease.

»På en tysk kontrakt skal de samlede leasingydelser betales ved overdragelsen, og det løber hurtigt op. Vi har tilbudt tysk leasing til et par kunder, men det lyder bedre, end det i virkeligheden er, og så ender kunderne med at købe en brugt camper i stedet for,« vurderer Niels Brændekilde.

I Camp Leasings koncept leaser man eksempelvis sin fabriksnye drømmeautocamper på en 15-års tysk kontrakt. Når leasingkontrakten er tysk, er leasingprisen helt uden afgift, og kun med tysk moms. Dermed sparer man omkring 40 pct. i forhold til den danske pris med 25 pct. moms og 60 pct. afgift. Samme princip kan benyttes for brugte campere.

Lidt kompliceret

Står man og drømmer om en luksuscamper, skal man dog være opmærksom på, at man ved tysk leasing skal betale det, der kaldes de samlede leasingydelser.

Med danske afgifter løber en stor autocamper med automatgear, læder og fuldt udstyr let op i 1-1,5 mio. danske kr. Har man mod på tysk leasingkontrakt og flexleasing på danske nummerplader, er der penge at spare. En tysk kontrakt kræver dog, at man har kontanter, for de samlede leasingydelser skal betales, inden man får nøglerne til drømmen i hånden. Flexleasing på danske plader er billigst, når camperen er over tre år gammel. Foto: Jens Høy

Det er den pris, man skal betale for sin autocamper ved overtagelsen, inden man får nøglerne. Prisen består af en udbetaling på 25 pct., og derefter 180 månedlige ydelser. Nemlig de samlede leasingydelser, der skal forudbetales, inden man overtager autocamperen.

Man må ikke køre i Danmark på den tyske leasingkontrakt, men gerne i resten af EU. Men her er det, at den danske flexleasing kommer ind som en hjælpende hånd, for der er flere måder at ændre den tyske leasingkontrakt på.

For det første kan man sætte den tyske leasingkontrakt i bero i en periode. Det kan være 3 måneder eller op til 12 måneder hvert år.

Det øjeblik, man sætter kontrakten i bero, får man en kreditnota på den forudbetalte leasingydelse. Herefter skal autocamperen flyttes over på flexleasing på danske nummerplader i perioden, hvor man har bedt om at få den tyske kontrakt stillet i bero.

Man får nu en flexleasing i den ønskede periode og skal betale det beløb, man har fået krediteret på den tyske kontrakt plus den danske flexleasingafgift til Skat. Merprisen er dermed kun den danske flexleasingafgift, og man må benytte autocamperen i Danmark.

Flexleasingafgiften til den danske stat er 2 pct. af registreringsafgiften de første tre måneder og herefter 1 pct. fra måned 4 til måned 36, hvorefter den falder til 0,5 pct.

Man må ikke køre i Danmark på den tyske leasingkontrakt, men gerne i resten af EU.

Denne afgiftsberegning betyder, at det er forholdsvis dyrt at flexlease de første tre måneder og til gengæld relativt billigt at lease, når autocamperen er over tre år gammel.

»En måde at gøre det på kunne være, at man det første år nøjes med tre-fire måneder på danske plader, det andet år fire-seks måneder på danske plader, og når autocamperen så er over tre år, kan man jo tage for eksempel otte måneder på danske plader, mens den de sidste fire måneder kan stå i Tyskland,« siger Dennis Heitmann fra Camp Leasing.

Han forklarer, at man selv skal stå for vedligeholdelse i leasingperioden, og at man selv må sørge for, at der betales forsikring og ejerafgift i Tyskland/Danmark. Der er normal garanti på nye campere, der leases. Med kontrakten følger en parkeringsplads i Harrislee med 24/7-adgang. Pladsen er indhegnet, aflåst, oplyst om natten, og der er videoovervågning. Man parkerer sin personbil på pladsen, hvorefter ferien sydpå kan begynde.