Camping i alle prisklasser
Årets første campingudstilling vrimler med autocampere og oppustelige telte. Campinglivet er for alle, for udstyret behøver ikke at koste en formue.
Camping er en ferieform, hvor man er tæt på naturen og hinanden, og det behøver ikke at koste hele opsparingen.
Det kostbare grej var ellers hovedindrykket på den netop afsluttede messe Ferie & Fritid i Bella, der i år havde over 42.000 besøgende over tre dage.
Hos Outwell samler interessen sig om den nye serie telte, der kan pumpes op som en luftmadras.
I forhold til sidste år var antallet af autocampere udvidet, og endnu flere mærker var til stede med nye modeller.
De fleste er i den forholdsvis billige alkove-klasse, hvis man ellers kan tale om noget sådant med de høje danske afgifter.
Langt de fleste modeller er på samme Fiat-chassis. Lidt populært sagt, så er den gennemgående forskel imellem mærkerne begrænset til, hvor godt de er bygget, materialerne og mulighederne for udstyr.
Desuden er der stor forskel på, hvor meget der er gjort ud af designet. De dyrere modeller gør mere ud af lygter og formgivning, mens de billige benytter hyldevarer og kendte former for at holde omkostningerne i ro, inden der skal klaskes afgift på 60 pct. oveni.
En del af kvaliteten eller manglen på samme i de billigste alkovemodeller kan direkte fornemmes det øjeblik, man stiger ind i bilen og bevæger sig lidt rundt.
Jo, der er en grund til, at en brugt camper i den billige ende typisk rasler, skramler og knirker, når man sidder bag rattet!
Luksusvogn fra PB
Blandt nyhederne i den dyre ende er tyske Morelo, som PB Camper har taget hjem som nyt mærke. Produktet befinder sig i den helt dyre ende, og udstillingsbilen er en helintegreret Morelo Home 83 MX til 2,1 mio. kr.
Vognen har dobbeltbund og tykke alusider på 1,5 mm og al tænkelig luksus med to tv-apparater, lædersæder og elektronisk styring af alle funktioner omkring varme og aircondition.
»Det er naturligvis ikke en bil, som vi kommer til at sælge mange af, men der er kunder til denne type autocampere,« fortæller Peter Borup fra PB Autocamper.
I afdelingen for ”nyheder” finder vi også VW California, der ikke tidligere har været med på udstillingen, men som med en gammel Westfalia fra 1967 trak mange nysgerrige til standen.
California produceres direkte på det samlebånd, hvor de almindelige VW-biler også samles, så tiden hvor en California var en VW, der med en dåseåbner fik skrællet taget af, er for længst forbi.
Priserne på VW California er i dag i den høje ende, og billigste mulighed for at blive kørende i en ny California er 500.000 kr. i runde tal.
Med i prisen er elektrisk hævetag og kompressorkøleboks samt 30-liters vandtank mm. Det hele virker lidt spartansk, men også enkelt og funktionelt i et tidløst design.
Skal bilen have lidt mere udstyr, løber det hurtigt op i omkring 650.000 kr. og dermed koster den lille California med blot to sovepladser det samme som en billig alkove-camper. I sammenligningen med en billig alkove-model skal man dog huske på, at en California kan bruges som familiens eneste bil, idet den fås med op til fem sæder.
Til gengæld har den så overhovedet ikke samme komfort som en rigtig camper, og skal man campere som familie, kræver det et stort telt ved siden af og en bunke udstyr.
Pust teltet op
Hos Outwell samler interessen sig om den nye serie telte, der kan pumpes op som en luftmadras. Det lyder rigtigt smart, og i praksis kan et stort familietelt pumpes op på noget, der ligner to minutter. Det er noget, som en børnefamilie kan forstå, når ungerne pisker rundt og er sultne efter både føde og campinglivets fornøjelser.
»Vi lancerede det første oppustelige telt sidste sæson. Det er blevet modtaget godt, og det største salg er netop gået til børnefamilierne, der værdsætter, at der ikke skal rodes med stænger,« forklarer Kirsten Mathiasen fra Outwell.
Teltet er en del dyrere end et traditionelt, men til gengæld er der ingen stænger, der kan knækkes. Hele puste-proceduren sker via en enkelt ventil, men teltet er delt op i sektioner, så det ikke klapper sammen, hvis der er en utæthed.
Lige nu er der kun en håndpumpe til telt-serien, men Outwell er snart på markedet med en elektrisk pumpe, så man ikke bliver træt i armene.
Sidste års nyhed var et oppusteligt familietelt i bomuld, mens det nyeste telt er i polyester, som er danskernes foretrukne teltmateriale, hvis det skal være fra Outwell, der har omkring 200 forskellige telte i programmet.
En af Europas største producenter af fortelte har også vendt sit blik mod Danmark, idet hollandske Dorema er tilbage på det danske marked som producent af prisbillige fortelte til danske campister. Den officielle premiere sker på messen Ferie for Alle den 21.-23. februar 2014 i Herning.