I den gule gummibåd er adrenalinen din bedste ven

Alverdens adrenalinjunkies sætter kursen mod det sydlige Chile for at opleve Futaleufú, en af verdens smukkeste floder, der både bliver kaldt skønheden og udyret. Explorer satte sig for at erobre den azurfarvede vandåre – med en butler i baghånden.

Artiklens øverste billede
Bølgerne går særdeles højt på floden Futaleufú, og det gælder om at følge guidens instrukser nøje, hvis man vil klare sig igennem uden et dyk under overfladen. Foto: Toby Mcmullen

Vandmasserne har fået fat i mig og slynger mig rundt som en sok i en centrifuge. I et splitsekund rammer mit hoved overfladen, blot for at blive trukket ned under det brusende vand igen.

»Læg jer på ryggen og løft benene op – flodbunden må ikke få fat om jeres fødder! Og allervigtigst – gå ikke i panik.«

Rådene fra rafting-guide Brian Russell messer i mit hoved, men jeg kan på ingen måde få mine lemmer til at makke ret. Jeg når knap nok at registrere, hvilken vej min krop vender, før vandet har hvirvlet mig rundt igen.

Det notoriske strømfald med det frygtindgydende navn ”Terminator” blev denne signaturs skæbne, hvilket kondiskoen, der stikker op cirka i midten af billedet, vidner om. Foto: Toby Mcmullen

»Kommer jeg nogensinde op igen?«

»Var der ikke nogle ret store sten i den her flod?«

Spørgsmålene når at fare gennem mit hoved, inden jeg igen rammer vandoverfladen.

Der bliver råbt til mig fra alle sider. Min medpassager, den midaldrende skotske ingeniør Robert, ligger også i det kolde vand få meter fra mig. Vi er begge faldet overbord i vores forsøg på at forcere ”Terminator” – et strømfald, der er notorisk kendt for sine smalle passager, og som ved blot få centimeters fejlbedømmelse kan flippe gummibådens side op – og vælte dens passagerer overbord.

Jeg får øje på redningskajakkeren Nathaniel Mack, der netop sejler med for at hjælpe ved mand-over-bord-seancer som denne. Til min frustration sætter han ikke sin åre i bølgen for at padle i min retning, men bliver ved med at pege på et punkt lige over min venstre skulder. Og dér, en meter bag ved mig, er den gule gummibåd, som jeg for et øjeblik siden var en lykkelig passager i.

Jeg får fat i bådens sikkerhedsreb og bliver med de andres hjælp hevet op over rælingen. Jeg falder rystende ned på numsen i bunden af båden, trækker knæene til brystet, og lukker hovedet sammen over knæene. Jeg ved, jeg er gennemblødt, men jeg ænser det ikke. Det eneste, jeg kan mærke, er adrenalinen, der får mit hjerte til at hamre, og en dunkende smerte under mit venstre øje. Jeg opdager to friske rifter, som jeg glemmer, så snart jeg ser gummibådenes øvrige besætning gøre sig klar igen. Næste strømfald, ”Terminators Søn”, venter om få meter.

Postkortflod omgivet af regnskov

Naturen i den chilenske del af Patagonien er rå, uspoleret og helt afsindig smuk. Regnskov, grantræsbeklædte bjerge, azurfarvede floder og vandfald en masse er hverdagsscenarier i området. Foto: Toby Mcmullen

Flodens postkort-egnede azurfarvede gletsjer-smeltevand, der løber i en dal omgivet af regnskov og grantræsbeklædte bjerge, og den 60 km lange strækning med såkaldte white water rapids, er det, der får folk til at sætte kursen mod den chilenske flod.

White water rapids er kort forklaret turbulente vandpassager, hvor vandet på grund af sten, kraftige hældninger og andre forhindringer er kraftigt oppisket. Resultatet er meterhøje bølger, hektiske hvirvelstrømme og vandfald i miniformat.

Verden over klassificerer man de turbulente strømfald fra ét til seks, alt efter hvor svære de er at padle igennem. At sejle en kategori seks forbindes med høj livsfare, og de er derfor ikke tilgængelige for turister. Det er femmerne til gengæld, og dem disker Futaleufú op med i hobetal.

Ekstatiske åreklap og én knækket åre

»Fremad!« råber Brian Russel, og vi sætter på kommando årerne i vandet, uagtet at vejen frem er belagt med faretruende gigantbølger og opslugende hvirvelstrømme. Vi er på vej igennem ”Mundaca”, et klasse fire strømfald, der kræver teknisk snilde for at undgå et hul i midten, som har potentiale til at vælte gummibåden om på hovedet.

Vi skal altså gøre præcis, hvad vores guide siger, for at ramme den helt rigtige vej gennem strømmene, stenene og bølgerne. Og Brian er ikke tilfreds.

»Jeg sagde fremad! Kom så!«

Vi tager endnu engang ved årerne og bliver ved med at ro som mekaniske dukker, til vi hører et højt »Stop!«. Efter få sekunders pause begynder kommandoerne at flyde i en lind strøm, alt imens bølgerne slår ind over båden: »Fremad!«, »Stop!«, »Bagud!«, »Fremad!«

De korte, abrupte udråb kommer fra bagenden af båden, hvor Brian Russel sidder på et lille sæde lidt højere end os andre. Her kan han danne sig overblik over floden og styre de afgørende tag med sine store, tunge træårer.

»Hvordan klarede vi den?« spørger 61-årige Denise, da vi igen er ude på roligt vand.

Normalt løfter passagererne årerne til high five i luften, når gummibåden har klaret det godt igennem en svær strøm, men det bliver der ikke noget af for vores lille seksmandsgruppe.

»Vi var virkelig tæt på,« siger Brian og tilføjer så: »Når jeg siger fremad, skal I altså lægge alle kræfter i. Det går ikke at gøre noget halvt her!«

Reprimanden synes at fungere, for vi flyver igennem turens to øvrige kategori fem udfordringer, ”Mas o Menos” og ”Casa de Piedra”, der begger udløser ekstatiske åreklap i luften. Efter fem timer med dyb koncentration er vi nået enden af det, der er kendt som en af verdens bedste rafting-dage overhovedet. Vi går på land med rystende arme, gennemblødte våddragter, øre-til-øre-smil og én knækket åre.

Nej tak til utæt telt

»Vil du have en pisco sour?« spørger Brian Russell og tilføjer, at den udendørs jacuzzi er klar til at hoppe i.

Vi er tilbage ved lodgen Antucamay, som udgør det faste tilholdssted i det ugelange ophold, som Explorer har takket ja til. Stedet, hvis navn betyder guds skabelse, ligger billedskønt på toppen af en dal med udsigt over Futaleufú, med snetoppede bjerge i baggrunden og to lamaer i baghaven, hvis man retfærdigvis kan kalde de åbne, græsbevoksede vidder dét.

Hos H2O Patagonia bliver man indlogeret i luksuriøse bungalows med egen veranda nær flodbredden. Inden døre gemmer sig en stor seng med dyner, der ville gøre selv en dansker glad, nystrøget sengetøj, en vamset morgenkåbe, små fyrfadslys og chokolader på puden. Foto: Toby Mcmullen

Antucamay er legemliggørelsen af én mands drøm. Den amerikanskfødte bankmand Brian Ruszczyk indledte sit kærlighedsforhold til Chile på et udvekslingsophold som 15-årig, og for 10 år siden investerede han i den dengang nedslidte farm Antucamay. Målet var at skabe et sted, hvor besøgende kan forene trangen til nervepirrende eventyr med hangen til luksus – alt sammen omgivet af Patagoniens uspolerede natur.

»Jeg elsker eventyr, men jeg har brug for et bad, når dagen er omme. Jeg gider ikke bo i et utæt telt på et ukomfortabelt soveunderlag og spise dehydreret mad,« siger Brian Ruszczyk.

Kodeordet er rustik luksus. Det er ikke Four Seasons, men det er luksus, der er tilpasset omgivelserne. Gæsterne bliver indlogeret i private bungalows med hver sin terrasse få meter fra den brusende flod.

Som de traditionelle afrikanske safari lodges, er bungalowen bygget af træ og kanvas, og når den pibende vind blæser kraftigt, kan enkelte vindstød finde vej ind i hytten. Den luksuriøse kontrast er dundyner iklædt nystrøget sengetøj, vamsede badekåber og chokolader på puden.

Langt de fleste timer tilbringer gæsterne dog i lodgens såkaldte quincho, en sekskantet træbygning med højt til loftet, ild i kaminen og panoramavinduer til alle sider, der konkurrerer med eventuelt medbragte bøger om gæsternes opmærksomhed. Det samme gør stedets private kok, argentinske Fabio Roman De Luca, der altid lader døren stå åben, når han tilbereder storslåede retter af lokale ingredienser som braiseret lam med vilde kirsebær og friskfanget laks med blue cheese sauce.

Hvornår kan jeg komme tilbage?

Vejret i Patagonien er notorisk kendt for at lege dr. Jekyll og mr. Hyde med hurtige skift mellem tung regn, varme solstråler, dobbelte regnbuer og kraftig vind.

Således var det iklædt skiundertøj, fleecetrøjer, regntøj og uldponchoer, at vi begav sig ud på en fire timer lang ridetur i silende regn i dalen omkring Rio Azul. Få dage før blev der dog sejlet kajak, besteget bjerge og rappellet ned gennem vandfald i høj og varm sol.

Ligesom vejret skifter ugens aktiviteter, og ud over de mere adrenalin-udløsende af slagsen, hvor gæsterne får udfordret såvel vand-, højde- som hesteskræk, byder ugen på oplevelser af den mere lokale slags.

Én dag er vi på gårdbesøg hos Don Benni, hvor vi bliver inviteret indenfor i den lille stue for at spise den klassiske chilenske suppe cazuela med hans familie. Vi møder gårdens dyrehold, der bl.a. tæller nyfødte grislinger, køer på afveje, nysgerrige geder og masser af får, der udgør bindeleddet til Don Bennis lille uldspinderi og miniudsalg af sokker, sjaler og sweatre.

Samme morgen takkede flere af os ja til tilbuddet om at tage med ind til den lille nærliggende by for at sælge den honning, som den amerikanske investeringsbankmand satte en ære i selv at producere. Og som han til sin store fryd fik afsat til 70 kr. kiloet. Lidt noget andet end investeringsverdenen i Schweiz.

»Når jeg er tilbage på kontoret, tænker jeg: Hvad pokker laver jeg her? Livet i Patagonien er fantastisk!«

Lidt den samme følelse står jeg med, da jeg lørdag formiddag, i silende regn, skal tage afsked med Futaleufú. Jeg er afsindigt øm i hele kroppen, og en meget skræmmende oplevelse rigere. Alligevel er det første spørgsmål, der melder sig, som jeepen passerer lodgens indhegning: »Hvornår kan jeg komme tilbage på floden igen?«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.