Adrenalin-kick i Uganda

Gabet er åbent. Næseborene stritter lodret i vejret. Den velvoksne flodhest er tydeligvis ikke begejstret for at møde os på den smalle sandvej.

På 20 meters afstand af Afrikas farligste dyr står børnene begejstret med hovederne stukket op gennem bilens soltag og betragter flodhesten. I takt med at Toyota Hiacen nærmer sig det store dyr, kryber børnene tættere og tættere sammen i bunden af bilen. Flodhesten trækker ud til siden af vejen. Vi standser og betragter det imponerende dyr blot to meter fra os. Chaufføren holder foden klar på speederen. Børnene trygler ham om at køre videre - især da det flere tons tunge dyr svinger hovedet hen ad mod bilen. Vi trækker os.

På safari

Safari i Uganda giver rig mulighed for adrenalin-kick og kæmpe oplevelser. Den storslåede natur pakket med eksotiske dyr kan få eventyreren op i enhver og opfylde de fleste barndomsdrømme.

Vi er i det sydvestlige hjørne af Uganda, i Queen Elisabeth National Park, en af landets mest populære nationalparker.

Her er masser af dyr. Elefanter, flodheste, giraffer og 600 fuglearter, aber, løver, leoparder og mange, mange andre.

På de såkaldte gamedrives - safari-ture - kører parkens gæster rundt på stier fra et par timer til hele dagen for at opleve den knap 2.000 km +2 store ”zoologiske have”. Folk kan køre selv eller booke pladser i en safaribus. Vi tog selv rundt, men hyrede en ranger, der for 20 dollars for en dag kører med rundt, guider og hjælper med at finde de godt camouflerede dyr.

Og dyrene kan være godt gemt, sander vi, da vi beundrer og fotograferer en elefant. Pludselig rejser tre andre elefanter sig lige ved siden af. Vi havde kun opdaget den stående.

Soltaget bliver lukket, når vi møder bavianer. De ser nuttede ud - især dem med unger på ryggen - men godt hjulpet af rangeren, som fodrer bavianerne, ved de, at bilerne har mad at byde på, og bavianerne kan finde på at angribe.

Efter at have kørt rundt i timevis i bagende sol og med sammenknebne øjne for at spotte dyrene er børnene glade for at komme tilbage til hotellet. De bliver hurtigt møre og mætte af at beundre dyrene.

Ekstra penge til luksus på Mweya Safari Lodge er godt givet ud. Her er en swimmingpool, som børnene sagtens kunne ligge i hele dagen. Samtidig ligger ”regnskovens Sheraton” i hjertet af nationalparken, hvilket betyder, at der ikke skal køres, før man kan komme på safari.

Fra hotellet, der ligger på en halvø med vand til tre sider, kan vi med kikkerten for øjnene betragte elefantflokke søge mod søen Lake Edward, hvor flodheste og krokodiller svømmer rundt. På kanten af terrassen piler firben af sted, og vi ser en enkelt slange gemme sig i et træ.

Vores ven med de blottede tænder fra vejen op til hotellet er ikke den eneste nærgående flodhest, erfarer vi den efterfølgende aften. En stor flodhest er søgt op mod hotellets saftige græsplæne, som den nyder, mens gæsterne blitzer den fra terrassen få meter fra dyret.

Løver, bøfler og giraffer

Uganda har 10 nationalparker, som kan besøges mod betaling. Efter et massivt krybskytteri under borgerkrig og en periode med politisk ustabilitet er bestanden af dyr kommet sig.

Nationalparkerne Queen Elisabeth og Murchison Falls bliver fremhævet som nogle af de lettest tilgængelige med gode muligheder for at se de fleste af de dyr, som folk forbinder med safari og Afrika.

Vores besøg i Murchison Falls National Park, i nordvest, byder på et overflødighedshorn af dyr.

Allerede ved indgangen til parken får vi en smagsprøve på, hvad der venter os. I horisonten ser vi flokke af elefanter og giraffer.

Vores ranger, George ”the young one” - hans svigerfar hedder også George og er også ranger - stiger på bilen. Efter 10 minutters kørsel ringer hans mobil. En kollega har set løver og giver os en anvisning til at finde dem. George står med hovedet op gennem soltaget og spejder med sammenknebne øjne ud over den tørre savanne.

Pludselig banker han på taget. Det betyder stop. Vi kigger. Kan intet se. George peger mod det lysegule græs. Der er de. To hunløver. De store katte lusker stille og roligt videre.

Senere ser vi to andre løver tæt ved et vandhul. Måske har de set, at den drikkende bøffel er halt. Bøflens dage er talte. Den er blevet skadet af en af de stålsnarer, som krybskytter fra Congo, der grænser op til nationalparken, formodentlig har sat op for at fange antiloper.

Samme skæbne har ramt den døde giraf, som vi opdager lidt længere inde i parken. George stiger ud af bilen. Med sit kalashnikov-gevær i hånden tjekker han området for rovdyr. Vi får lov til at gå hen til giraffen. Den gør et stort indtryk på børnene. Vi har set masser af dyr, men at se et så eksotisk dyr så tæt på er nemmere at forholde sig til. Og så kan de tilmed klappe den. Giraffen er stadig varm og intakt. Solen får maven til at vokse. Det er et spørgsmål om tid, før den eksploderer.

Bøfler, vildsvin, antiloper og fugle farer hen over vores nethinder. De bliver hurtigt metervarer på vores bumletur hen ad parkens stisystemer.

Slangebøsser mod bavianer

Næste gang børnene bliver meget begejstrede, er, da vi når frem til hotellet. Det har en pool. Før de når i badetøjet, får de sig endnu en dyreoplevelse. På taget af hotellet kravler to bavianer rundt, og da personalet dukker op med slangebøsser, haster aberne væk.

Skrigene overdøver fuglekvidderen med flere decibel. De fem chimpanser 20 meter foran os på den smalle sti i regnskoven ser sig over skuldrene og sender advarselsskrig til fortroppen i chimpansegruppen, der er på vej gennem Budongo Forest til et frugtområde.

Vi er på chimpanse-tracking og føler os som rigtige eventyrere, da vi småløber gennem regnskovens mindre krat og vandløb. Tsetsefluerne svirrer, og burrerne sætter sig i tøjet.

Inden udflugten understreger vores guide, ranger John T.K., at han ikke kan garantere, at vi ser nogle af de godt 100 chimpanser, som holder til i Budongo-området. Dog er sandsynligheden større for dette, end at vi møder skovens slanger, heriblandt verdens farligste.

Efter 45 minutter ser vi den første chimpanse. En trækrone i 20-30 meters højde bevæger sig. Abekatten sidder og spiser dadellignende frugter. Lidt derfra opdager vi endnu en. Den sidder tættere på jorden og føler sig forstyrret af os - selv om mennesket og chimpansen genetisk er meget nært beslægtede. Uelegant brager den ned. Knækker de tørre grene og søger væk fra os. Vi ser flere chimpanser få travlt. John T.K. skynder på os, så vi kan følge med aberne.

Han forklarer, at abeflokken har delt sig i to grupper for at aflede os. Chimpanser planlægger dagen, og målet denne dag er således at krydse en lille vej for at nå over til et frugtområde. Planen vil de 15-20 aber i flokken ikke afvige.

Den erfarne ranger kender en genvej, og efter en lille løbetur kan vi betragte chimpanserne krydse vejen, mens de kaster bekymrede blikke mod os.

Chimpanserne kan kun opleves få steder i det vestlige Uganda, men er lettere tilgængelige såvel geografisk og økonomisk end landets store attraktion: bjerggorilla-tracking i Bwindi i sydvest.

Rafting på Nilen

Vandfaldets skrækindjagende brusen bliver voldsommere og voldsommere. »Padl, padl,« råber instruktøren Juma, der fører os den rigtige vej forbi klippetoppene. Pludselig tager Nilens kraftige strøm os. Fem meters frit fald giver et gevaldigt sug i maven. Storsmilende og stolte strækker vi årerne i vejret. Vi er fortsat i gummibåden.

Dagene igennem byder den såkaldte grade 5-raftingtur på Nilen fra Jinja tæt på grænsen til Kenya ellers på flere vælteture. Før vi ved af det, har de vilde vandfald flippet båden omkring og sendt os på lange - føles det - dykketure. Heldigvis har sikkerhedsfolk i kajakker styr på, hvor vi er. I hvert fald lige indtil det næste vandfald.

Mulighederne for action i Uganda er mange.

Læs også: På eventyrrejse i Borneo