Storvildt-jæger på sigtekornet

Som holdt hun en riffel, fører hun hænderne op mod ansigtet. Hun kniber øjnene sammen og tager sigte.

Så trykker hun på aftrækkeren.

»Egentlig burde det hedde "klemme på aftrækkeren". Pegefingerens bevægelse skal være så rolig, at man ikke ved, hvornår skuddet kommer. Hvis man kan mærke, at man skyder, så er man ikke nogen god skytte.«

Natasha Illum Berg ved, hvad hun taler om. Hun er professionel storvildtjæger. I snart seks år har hun været i dialog med den afrikanske savanne - spurgt til dens detaljer, dens lyde og dens aftryk i jagten på en bøffel eller dagens næste og måske eneste måltid.

Men det har samtidig været en jagt efter anerkendelse og respekt på et territorium, manden for længst har afmærket som sit.

»Ud af min femårige læretid har jeg måske brugt to år på bare at få lov til at være der som kvinde. Da min farmor for mange år siden troppede op på disse breddegrader med en riffel ved hånden, fandt mændene hende bare interessant. De var så sikre på deres position, at de ikke så hverken trussel eller konkurrence i hende. Mig ser de til gengæld som en trussel. Det må hænge sammen med, at mændene ikke længere er så sikre i deres sag,« påpeger den 28-årige Natasha og lader en hånd glide igennem det lange, lyse hår.

I nedringet bluse og Gucci-bælte omkring det smalle liv ligner hun ikke prototypen på en jæger, men Natasha har fået jagten ind med modermælken.

Farfar, farmor og far har alle været jægere, og opvokset på et jagtdrevet gods i Sverige har det at skyde altid været en naturlig del af hendes hverdag. Hun husker specielt, da hun i en meget ung alder skød sin første gråand.

»Jeg vidste godt, at det var min aftensmad. Da den lå der død, forsøgte jeg at lukke dens øjne. Det gjorde man jo på døde personer. Det havde jeg selv set på tv. Men det kunne ikke lade sig gøre.«

Til Afrika som 18-årig

Da Natasha var 18 år, fik hun et tilbud om at komme til Sydafrika. Hun greb chancen uden større betænkningstid, da de hjemlige forhold havde ændret sig drastisk. Faderen havde fundet en ny kone, og godset var blevet solgt. Men mest fordi hun ville være storvildtjæger.

Inden længe meldte de hjemlige forhold sig imidlertid igen: om det da ikke snart var på tide at komme hjem og få en uddannelse.

Og Natasha påbegyndte en uddannelse som skovfoged.

Det lugtede i det mindste lidt af storvildtjæger.

Der gik dog ikke lang tid, før hun atter befandt sig på de afrikanske sletter. 22 år gammel kom hun i lære hos en række af Tanzanias professionelle jægere. Nu er hun selv professionel og lever af at tage udenlandske kunder med på jagt på den tanzaniske savanne. Men hun lever også af at bevare naturen.

»Jagt og naturbevaring går hånd i hånd. Når jagtsæsonen slutter, er jeg med til at holde bestanden af de dyrearter nede, som belaster naturen. Og halvdelen af mit arbejde består desuden i at opsnappe krybskytter og fjerne de fælder, de har sat ud. De har kun til hensigt at tømme områder for egen vindings skyld. Vi skyder måske en promille af, hvad de ellers ville have skudt. Vi lader roen være. Faktisk bevarer jeg naturen ved at gå på jagt. Min og kundernes tilstedeværelse er samtidig med til at give de indfødte det intryk, at dyrene har en værdi. Når de realiserer, at vores jagt kommer dem og naturen til gode enten i form af mad eller penge, så skyder de ikke bare løs. Selvom en flok elefanter måske netop har spist den majs, deres børn skulle have levet af resten af året.«

En kærlighedserklæring

Natasha Illum Berg har nu skrevet en bog om sin læretid i Tanzania - om sin kamp med og mod naturen. "Floder af rød jord" tegner et billede af de udfordringer, hun ikke blot som jæger, men som kvindelig sådan er blevet konfronteret med i et land, hvor baobabtræet skal have skriftlig besked, to uger forinden det skal hugges ned. Så kan ånderne nå at finde en ny bolig. Eller hvor de mandlige kolleger kan se det morsomme i at tilrane sig Natashas snavsede undertøj. Med det resultat at hun brændte resten og jagede uden trusser resten af sæsonen.

»Du ville snappe efter vejret, hvis jeg nævnte nogle af de højst uflatterende navne, jeg med tiden har fået. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan det oftest er de personer, der kender en mindst, der har travlt med at dømme en,« lyder det nøgternt, og karskt vender hun sig mod Jyllands-Postens ihærdige fotograf:

»Så! Du er måske modefotograf i din fritid?«

Men da fotografen spørger, om hun måske gør noget halvt, indtager hun atter sin positur.

»Min bog er en kærlighedserklæring til Afrika, jagten og naturen. Tre for mig uadskillelige størrelser. Der har været så mange øjeblikke. Ingen har sagt, at livet skal være nemt, men man giver jo ikke op, når man har taget fat på noget, man virkelig vil. I sagens natur er jeg sådan en person, der skal nå en masse og opleve en del. Jeg planlægger ikke langt ud i fremtiden. Når jeg kommer tilbage ved jeg blot, at jeg skal skyde bestande ned i Kenya, inden jagtsæsonen sætter ind. Så flytter jeg i telt med min kæreste. Væk fra alle de andre. Og nej, han er ikke jæger.«