Weekendtur: Oplev Hamborg på første klasse uden at bruge en formue
En transformeret bunker, spændende byudvikling og budgetvenlige gourmetspisesteder er blandt højdepunkterne lige nu i en af danskernes favoritstorbyer.
Der er mange gode grunde til at lægge vejen forbi Tysklands næststørste by. Fremragende kunstmuseer langs Kunstmeile, interessant byudvikling omkring Sternschanze, klassiske koncerter på højt niveau i Elbphilharmonie og den levende havn – én af Europas største.
Hvis man rejser for gode madoplevelser, er der ligeledes noget at komme efter på alle niveauer. Det gør det ikke mindre attraktivt, at en række af de mest interessante spisesteder lige nu har menuer (og vine), som set med danske øjne er rørende billige.