Fortsæt til indhold
Rejser

Dyreværnsorganisation advarer danske turister efter tragisk ulykke

»Respekter dyrene, og hold afstand – for deres og jeres egen sikkerheds skyld,« lyder opfordringen fra World Animal Protections wildlife-ekspert.

Det er en helt almindelig og meget populær turistaktivitet i flere asiatiske lande.

Men for 22-årige spanske Blanca Ojanguren Garcia fra Spanien endte det forleden fatalt, da hun og hendes kæreste skulle bade elefanter under deres rejse i det sydvestlige Thailand.

Ifølge Sky News spiddede elefanten Garcia med sin ene stødtand, og hun døde efterfølgende af sine skader.

I forlængelse af den tragiske ulykke sender World Animal Protection Danmark nu en påmindelse til danske turister, der besøger Thailand her i højsæsonen:

»Det er hjerteskærende at høre om den unge kvindes tragiske død. Det minder os om, hvor vigtigt det er at forstå de skjulte risici ved tæt interaktion med vilde dyr,« siger Stephanie Kruuse Klausen, wildlife-ekspert og kampagneansvarlig hos World Animal Protection DK.

En 22-årig turist fra Spanien omkom i denne uge, da hun efter at have deltaget i elefantantvask kom alvorligt til skade. Foto: World Animal Protection

Dyreorganisationen har i årevis advaret mod aktiviteter som elefantvask og -ridning, da det kan være farligt for mennesker og er skadeligt for dyrene.

I dette tilfælde var det en ulykke, der desværre bare ventede på at ske. Når gæster tilbydes direkte kontakt med vilde og undertrykte dyr, er der altid en risiko for, at der kan ske ulykker.
Stephanie Kruuse Klausen, wildlife-ekspert hos World Animal Protection

»Elefanter, der virker tamme, har som regel været igennem hård og brutal træning. De bliver ofte taget fra deres mor som små, isoleret fra deres artsfæller og tvunget til at adlyde gennem vold og frygt. Når vi som turister deltager i aktiviteter med direkte fysisk kontakt, bidrager vi ubevidst til denne unaturlige og hårde behandling af dyrene,« forklarer Stephanie Kruuse Klausen.

»I dette tilfælde var det en ulykke, der desværre bare ventede på at ske. Når gæster tilbydes direkte kontakt med vilde og undertrykte dyr, er der altid en risiko for, at der kan ske ulykker. Det er derfor så vigtigt, at vi som turister viser omtanke og vælger aktiviteter, der respekterer dyrenes behov og naturlige adfærd,« siger hun.

For både rejsendes egen sikkerheds skyld og i lige så høj grad for dyrenes skyld bør man opleve elefanter i det fri eller i elefantvenlige reservater og lejre, hvor dyrene kan observeres i så naturlige omgivelser som muligt.
Stephanie Kruuse Klausen, wildlife-ekspert hos World Animal Protection

Ansvarlige oplevelser med elefanter

Lige nu er det turisthøjsæson i Thailand, der er et af danskernes mest populære rejsemål i vinterhalvåret. Og derfor er det relevant at få de danske rejsende i tale, mener Stephanie Kruuse Klausen.

»For både rejsendes egen sikkerheds skyld og i lige så høj grad for dyrenes skyld bør man opleve elefanter i det fri eller i elefantvenlige reservater og lejre, hvor dyrene kan observeres i så naturlige omgivelser som muligt på respektfuld afstand,« siger Stephanie Kruuse Klausen.

Samtidig sender hun en appel til tour-udbydere og rejsebureauer om ikke at guide turister til oplevelser, der tilbyder direkte kontakt med dyrene, på trods af at det bliver promoveret som en harmløs ferieoplevelse.

»Vi forstår godt, at mange ønsker at opleve elefanter og andre vilde dyr på deres ferie, men det er vigtigt at sikre, at man vælger de ansvarlige steder,« siger Stephanie Kruuse Klausen. På World Animal Protection Danmarks website ligger en liste over steder i Thailand og andre lande, der tilbyder de bedst mulige forhold for elefanter.