Kraftig turbulens tvinger endnu et fly til nødlanding med flere tilskadekomne ombord
Et fly fra Madrid til Montevideo blev tidligere på ugen ramt af voldsom turbulens, og piloten måtte nødlande over 4.000 km fra destinationen. Ifølge forskere må vi indstille os på hyppigere turbulens i fremtiden.
På det seneste har ekstreme tilfælde af turbulens skabt overskrifter verden over, og forleden måtte et fly fra Madrid med retning mod Montevideo i Uruguay nødlande i den brasilianske kystby Natal grundet alvorlig turbulens over Atlanterhavet.
Det skriver The Guardian.
Air Europa-flyet, nærmere betegnet en Boeing 787-9 Dreamliner, lettede fra Madrid kort før midnat mandag med 325 passagerer og besætningsmedlemmer ombord, som efter planen skulle lande i Uruguays hovedstad Montevideo den efterfølgende morgen.
Piloterne vurderede efter flere episoder med voldsom turbulens, at det var for farligt at fortsætte mod destinationen, og anmodede derfor om at nødlande i Natals lufthavn, der ligger i den nordøstlige del af Brasilien – over 4.000 km fra Montevideo. Her holdt en række ambulancer klar til at bringe de tilskadekomne passagerer til nærliggende hospitaler.
Air Europa meddelte senere på det sociale medie X, at det var den lufthavn, der hurtigst kunne tage sig af passagerer med behov for behandling, hvoraf nogle befandt sig i choktilstand.
Ifølge de brasilianske myndigheder blev 36 passagerer fra Spanien, Uruguay, Israel, Tyskland og Bolivia behandlet for kvæstelser på offentlige hospitaler, hvoraf de fleste forholdsvis hurtigt kunne udskrives igen.
Det brasilianske nyhedsmedie G1 oplyser, at nogle af passagererne fik deciderede brud, mens andre pådrog sig overfladiske skader under turbulensen. Fem passagerer var stadig indlagt mandag aften – heraf fire på intensiv afdeling.
En bruger på X, som efter sigende var ombord på flyet, lagde billeder op af ødelagte loftspaneler med blotlagte rør og ledninger, der understregede alvoren af turbulensen.
Klimaforandringer spiller afgørende rolle
I 2024 har der indtil videre været flere alvorlige tilfælde af turbulens, som bl.a. har resulteret i, at en 73-årig britisk mand omkom ombord på et Singapore Airlines-fly fra London til Singapore, hvor flere andre passagerer pådrog sig kvæstelser. Flyet blev ramt af voldsom turbulens og måtte nødlande i Bangkok.
Få dage efter blev otte personer indlagt efter turbulens under en Qatar Airways-flyvning fra Doha til Dublin.
Ifølge forskere er klodens stigende temperaturer medvirkende til stigningen i tilfælde af alvorlig turbulens, særligt klarluftsturbulens, som ikke kan ses på flyets radarsystem, og som typisk opstår i de højere luftlag.
Forskere fra Reading Universitet i England har påvist, at klimaforandringer resulterer i markant flere tilfælde af turbulens på transatlantiske flyvninger. Hændelser af alvorlig turbulens steg således med 55 pct. i perioden 1979 til 2020, som bl.a. skyldes ændringer i vindhastigheden i højderne.
Også den danske pilot, Morten Knoth, forudser mere hyppig turbulens fremover.
Få dagens vigtigste historie på lyd i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.