Fortsæt til indhold
Rejser

Ældre kommer mest til skade

De danske skientusiaster har undgået "slemme skader" i årets skisæson.

Skisæsonen kører for fulde drøn, og det samme gør skaderne for de sneglade danskere. I år har der været særlig god sne, og det har lokket flere danskere ned på de hvide pister. Ifølge SOS International, der yder personlig assistance til danskere, der kommer til skade på rejser, ligger Frankrig, Italien og Østrig øverst på listen over de lande, hvor danskerne tilegner sig flest skader.

Et problem, der især har vist sig i år, er skader pådraget i de såkaldte funparks. En funpark er et snelandskab designet med udfordringer, der meget minder om det man kender fra en skateboard-park. Ifølge Karin Tranberg, der er direktør i SOS Internationals Medical Division, kan funparks være rod til flere skader.

»Det er let at komme til skade i en funpark, hvis man ikke er en habil skiløber. Der er så mange ting og udfordringer, at man let kan blive distraheret. Og så er der en risiko for, at man kan blive ramt af andre, da det kan være sværere at have et overblik over hvordan andre lander,« siger hun.

Tal fra SOS Internationals opgørelser over de første otte uger på ski viser, at danskernes skiskader klumper sig sammen i uge syv og otte, hvor over 500 danskere er blevet hjulpet på ferien med mere eller mindre alvorlige skader. Der bliver dog ikke rapporteret om nogle livstruende skader blandt de danske skientusiaster.

»Der er flere, der rejser, og derfor er der naturligt også flere, der kommer til skade. Vi kan også se, at der er flere på den gode side af 50, der kommer til skade end andre aldersgrupper. Danskerne er dog blevet bedre til at beskytte sig med hjelme og andet udstyr, så vi ser generelt ikke så mange slemme skader,« siger Karin Tranberg.

Og selvom der ikke er nogen specifik sammenhæng i de skader, de skiglade danskere får, så er der en klar tendens til knæskader blandt de skiløbende kvinder. Blandt de danske kvinders skiskader, rammer 51 pct. knæene, hvor kun 22 pct. af de mandlige skader er på knæene.

Hos SOS International har man også lagt mærke til denne tendens før, og har undersøgt, om der skulle være en sammenhæng mellem køn og skader. Der skulle dog ikke være noget, der tyder på, at kvinder skulle have mere udsatte knæ på ski end mændene.

»Vi kan se, at mænd generelt får mere voldsomme skader end kvinder, og derfor kunne der være noget, der tyder på, at kvinder bare kører lidt mere forsigtigt end mændende. Dermed er de typiske skader særligt på knæene på grund af vrid ved mindre styrt, hvor mændende oftere oplever hårde fald,« siger Karin Tranberg.

Hos SOS International forventer man at se ca. 15 pct. flere skiskader i resten af højsæsonen, der går fra uge tre til 11. Fordi de fleste sneglade danskere allerede har været på pisterne, regner man ikke med at antallet af skader kommer til at stige meget mere.