Fortsæt til indhold
Rejser

Personalet på danske fly behøver ikke længere tage imod dine kontanter

Indtil nu har dansk indregistrerede fly været forpligtet til at modtage fysisk mønt.

Du kan ikke længere være sikker på at betale for din drink eller aftensmad med kontanter, når du går om bord på et dansk indregistreret fly.

Fremover vil det være valgfrit for danske fly, om kabinepersonalet skal tage imod kontanter, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Indtil nu har det kun været dansk indregistrerede fly, der skulle tage imod kontanter. Reglen gjaldt ikke for udenlandske fly, der lettede fra de danske lufthavne.

Dispensationen til de danske fly, der trådte i kraft den 1. januar, skal være med til at sikre lige konkurrencevilkår for danske og udenlandske fly, skriver ministeriet.

»Regeringen er optaget af at sikre en stærk dansk luftfartssektor, der kan medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i vores samfund. Med dispensationen fra kontantreglen styrker vi rammevilkårene for danske flyselskaber og skaber lige konkurrencevilkår i de danske lufthavne,« siger erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K).