SF: Fejl at blande læreroverenskomst og politisk reform
SF kalder tidligere regerings ageren i lærerlockout en fejl, mens S vil lære af forløbet.
I 2013 blev omkring 50.000 folkeskolelærere lockoutet af Kommunernes Landsforening (KL).
Ifølge Annette Vilhelmsen, der dengang var formand for det daværende regeringsparti SF, var lockouten aftalt med regeringen. Det skriver hun i en ny bog.
Selv samme SRSF-regering afsluttede konflikten med et lovindgreb.
Hverken Socialdemokratiet eller SF ønsker onsdag aften konkret at kommentere Vilhelmsens udlægning af forløbet.
Men SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kalder i en mere generel skriftlig kommentar forløbet omkring lockouten "en fejl".
- Vi har flere gange sagt, at det var en kæmpe fejl at koble en overenskomst til en politisk reform. Det mener vi stadig, og vi har også tænkt os at gøre alt, hvad vi kan for at rette op på fejlen, skriver Pia Olsen Dyhr.
Hun var selv på daværende tidspunkt minister for handel og investeringer.
Lovindgrebet, der afsluttede konflikten, blev fremsat af den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Hun er i dag formand for Socialdemokratiet.
Hun ønsker onsdag aften ikke at udtale sig. Til gengæld udtaler partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, i en skriftlig kommentar:
- Vores regering ønskede en bedre folkeskole med blandt andet mere tid til undervisning, faglighed og bevægelse. Det var den politiske ambition.
- Samtidig var både regeringen og KL optaget af arbejdstidsreglerne. Det er ingen hemmelighed. Det betyder dog ikke, at der var et ønske om at gribe ind i en konflikt på arbejdsmarkedet. Heller ikke selv om det senere viste sig nødvendigt.
Det har onsdag aften ikke været muligt at stille uddybende spørgsmål til Nicolai Wammen.