Fortsæt til indhold
Politik

DF’s dom over finanslovsforslag: Alt for få penge til kernevelfærd

Regeringen afsætter 500 millioner kroner til blandt andet sundhed og ældre på finansloven for 2018. Men det er for lidt, lyder det fra støttepartiet Dansk Folkeparti.

Jesper Hvass, Marchen Neel Gjertsen, Michael Hjøllund, Mie Louise Raatz og Steen A. Jørgenssen

Mens regeringen har store skattelettelser på plakaten, så viser regeringens udspil til en finanslov for 2018, der bliver præsenteret torsdag, at regeringen afsætter 500 mio. kr. til et løft af velfærden.

I udspillet skriver regeringen, at pengene skal bruges til at styrke »kernevelfærden« på blandt andet sundheds- og ældreområdet.

Men det er alt, alt for lidt, lyder det fra regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.

DF kræver en langt bedre balance mellem regeringens foreslåede skattelettelser – der over otte år løber op i 23 mia. kr. – og prioriteringer på velfærdsområdet.

»Det er slet ikke nok. Regeringen har lige fremlagt nogle meget dyre forslag i de seneste dage til en skattereform og nye tiltag for erhvervslivet, og der har vi en helt anden tilgang til prioriteringen,« siger finansordfører René Christensen (DF) og forbereder dermed regeringen på, at der skal rokeres rundt på budgettet, hvis finansloven skal blive til virkelighed med Dansk Folkepartis stemmer senere på året.

»Nu ved vi, hvad regeringen vil, men så kommer vi til forhandlinger med nogle andre forslag, og så skal der flyttes rundt på det,« siger han og fortsætter:

»Det med at komme og foreslå en skattereform til 23 mia. kr., det vil vi udfordre i forhandlinger, og vi har selvfølgelig mange forslag til, hvad der skal pilles ud af skattereformen, og derfor kommer den nok også til at koste mindre. Vi har også forslag til, hvor man kan finde pengene, for eksempel på optjeningsprincipper for udlændinge.«

Sidste år satte regeringen et betydeligt større beløb af til velfærd i udspillet til finansloven for 2017. Blandt andet afsatte den daværende Venstre-regering 1,5 mia. kr. til kræftplan IV.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht (S), læser udspillet til finanslov som en bekræftelse af hans værste anelser:

»Det her viser jo desværre, at det er velfærden, der kommer til at betale for skattelettelserne,« siger han og fortsætter:

»Det ser ud som om, at der er afsat meget lidt til velfærden i finansloven, og det er prisen for regeringens skattelettelser; at der ikke bliver råd til at prioritere velfærden, selv om vi netop ved, at der kommer flere ældre, og at der derfor bliver et stort pres på velfærdsområdet fremover,« siger han.

De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, afviser kritikken:

»Vi synes jo ikke, at der skal tilføres flere penge til større budgetter for det, som kaldes velfærd,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til regeringens udspil fra finansordførerne i hverken Venstre eller Liberal Alliance.

I finansloven er der også afsat penge til forsvar og politi samt infrastruktur.

Regeringen vil prioritere omkring 410 mio. kr. frem til 2021 til en række uspecificerede vejprojekter, som skal forbedre bilisternes vilkår.

Til gengæld skal der spares på DSB ved at nedsætte statens kontraktbetaling med 207 milo. kr. næste år. Frem til 2021 vokser besparelsen til 829 mio. kr., viser regeringsudspillet.