Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Sådan virker produktivitetskravet til sygehusene

Siden 2007 har sygehusene hvert år skullet producere to procent mere for de samme penge.

/ritzau/

Socialdemokratiet vil fjerne produktivitetskravet på to procent til sygehusene allerede næste år. Den melding kommer fra partiformand Mette Frederiksen. Dermed vil et flertal i Folketinget fjerne kravet.

Hidtil har meldingen fra S-formanden ellers været, at man først kunne afskaffe kravet, når der er udviklet et nyt styringsredskab.

Få et overblik over produktivitetskravet her:

* De offentlige sygehuse har siden midten af 00'erne været underlagt et årligt produktivitetskrav. Det betyder, at de hvert år skal levere en større aktivitet - flere behandlinger og undersøgelser - for de samme penge.

* Kravet har været indskrevet i de årlige økonomiaftaler mellem Danske Regioner og regeringen, som et flertal i Folketingets Finansudvalg har stemt for.

* Frem til 2006 var produktivitetskravet på 1,5 procent om året.

* Fra 2007 steg det til 2 procent om året.

* I kroner betyder et produktivitetskrav på 2 procent, at sygehusene i år skal levere en produktionsværdi på cirka 1,3 milliarder kroner mere end sidste år.

* På det private område har der været en produktivitetsfremgang på i snit 0,8 procent om året.

Kilder: FOA og Danske Regioner.