Carl Holst fortryder, at han sagde nej til 300.000 kr.
Venstres tidligere forsvarminister efterlyser opbakning fra andre politikere.
I juli 2015 kom det frem, at daværende forsvarsminister Carl Holst (V) modtog et eftervederlag på 800.000 kr. for sin tid som formand i Region Syddanmark. Det skete selvom han samtidig fik løn for sit arbejde som minister, skrev Vejle Amts Folkeblad.
Sagen eksploderede i medierne, og selvom Indenrigsministeriet udtalte, at han ifølge loven havde ret til at modtage eftervederlaget, blev det folkelige pres for stort. To uger efter sagen startede valgte Carl Holst, at frasige sig den del af beløbet, han endnu ikke havde fået udbetalt.
I alt sagde han nej til 314.000 kroner, og det fortryder han i dag. I et større interview med TV2, siger han, at han brude have stået fast på sin ret:
»Det var en forkert beslutning, men den var nødvendig, fordi der kom så meget fokus på det, at jeg var bange for at skade mit parti,« siger Carl Holst.
Han forstår ikke, hvorfor andre politikere, der havde stået i samme situation, ikke dengang kom ham til undsætning. Eksempelvis kom det i forbindelse med sagen frem, at også socialdemokraten Orla Hav havde modtaget et eftervederlag samtidig med lønnen som folketingsmedlem.
»Jeg undrede mig over, at der ikke var nogen på tværs af partierne, der sagde, ’hvad er det egentlig, I har gang i?’ Gør han noget ulovligt? Nej. Følger han reglerne? Ja. Er der andre, der har været omfattet af det? Ja,« lyder det i interviewet med TV2.
Siden 1. januar i år er borgmestres, regionsrådsformænds eller udvalgsformænds ret til eftervederlag afskaffet, hvis de samtidig modtager løn som folketingsmedlem. Det er den direkte konsekvens af Carl Holst-sagen.
Hovedpersonen er efter endt orlov stadig medlem af Folketinget, hvor han i dag bl.a. fungerer som kommunalordfører for Venstre.