Fortsæt til indhold
Politik

43 domme for tiggeri på fem år: »Det lyder helt utroligt lavt«

Bl.a. DF's retsordfører samt en gadejurist forventer, at flere personer den kommende tid vil blive dømt for tiggeri.

I perioden 2012-2016 blev der afsagt 43 domme for tiggeri i de danske retssale.

Det viser en opgørelse, som Rigsadvokaten har foretaget for Avisen.dk.

»Det lyder helt utroligt lavt. Alle, der har prøvet at gå ned af Strøget i København en varm sommerdag, vil kunne bevidne, hvad der forgår der, og at det meget ofte er romaer, der sidder og tigger. Jeg har et håb og en forventning om, at man over sommeren kommer til at se en stigning i antallet af sigtelser, og også at flere sager bliver kørt hele vejen i mål,« siger Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkepartis retsordfører, til Avisen.dk og hentyder til den nye hastelov.

Med lovændringen, der blev vedtaget i midten af juni, vil tiggere, som skaber utryghed på bestemte steder herunder i gågader, ved stationer, i eller ved supermarkeder fremover blive straffet med to ugers ubetinget fængsel.

Lovændringen er særligt rettet mod udenlandske tiggere, lød det tidligere fra justitsminister Søren Pape Poulsen.

»Vi kan forhåbentlig få ram på mange omrejsende udenlandske kriminelle, som fylder meget og tigger og stjæler i Københavns gader. Så de rejser hjem igen. Danmark kan ikke være EU's socialkontor,« udtalte justitsministeren i forbindelse med lovforslagets vedtagelse.

Maja Løvbjerg Hansen, der er jurist i organisationen Gadejuristen, forventer også, at vi vil se flere domme for tiggeri i den kommende tid. Hun mener dog ikke, at flere ubetingede fængselsstraffe vil løse nogen problemer.

»Man kan ikke straffe sig ud af fattigdom. Man kan godt sende folk i fængsel, men når de bliver lukket ud til gaden, skal de tjene penge igen,« siger hun til Avisen.dk.

Hasteloven blev vedtaget af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, mens Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale stemte imod.

Folketinget skal om tre år vurdere, om lovændringen skal forlænges. Tidligere gjaldt det, at man først fik en advarsel og ved gentagne tilfælde syv dages betinget fængsel for at bede fremmede om penge.

Siden 1. april i år har politiet desuden kunnet skride mere aktivt ind mod tiggerlejre. Mange beboere er siden blevet idømt en bøde på 1.000 kroner, og nogle er blevet udvist.