Fortsæt til indhold
Politik

DF venter ingen boligaftale onsdag

Parterne enes ikke onsdag om boligskatten, siger Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen.

/ritzau/

- Vi bliver nok ikke færdige i aften, siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, før han forhandler boligskat med regeringen, Socialdemokratiet og De Radikale onsdag aften.

Han møder op uden partiformand Kristian Thulesen Dahl.

René Christensen venter, at regeringen vil forklare, hvor den finder 32,2 milliarder kroner til at lempe boligskatten. Syv milliarder kroner er til dem, der siden 2011 har betalt for meget ejendomsværdiskat. Desuden skal grundskylden fastfryses.

- Nu er det blevet væsentligt dyrere at løse dette. Når regeringen kommer med disse meget dyre ønsker, er det meget interessant at høre, hvordan de vi finansiere det, siger René Christensen.

Dansk Folkeparti vil som De Radikale finde flere penge ved at sænke rentefradraget. Det barberes nu ét procentpoint årligt fra 2012 til 2019 i VK-regeringens skattereform.

- Det var en bold, som blev kastet op af De Radikale. Når en bold er kastet op, så har vi ikke skudt den ned, siger René Christensen.

Han mener som Socialdemokratiet, at boligejere i de dyreste kommuner skal betale mere i boligskat end i fattige kommuner som hans egen, Guldborgsund. Derfor støtter han en højere boligskat med et såkaldt knæk.

- Vi kender en model i dag med et knæk på tre millioner kroner. Det er dér, vi starter, siger René Christensen.

Knækket betyder, at skatten vil stige, når prisen på boligen er over tre millioner.

Dansk Folkeparti satser ikke på lavere boligskat, men vil have finansieret et nyt system til at vurdere ejendommes værdi.

Partiet er enig i, at boligejere får rabat, når deres vurdering stiger, så de ikke drives hjemmefra.

- Vi ønsker ikke, at nogen på Frederiksberg eller andre steder skal gå fra hus og hjem, fordi man laver en nyt skattesystem, siger René Christensen.

- Det er vigtigt for os, at vi har en socialt afbalanceret model i forhold til by og land.