Fortsæt til indhold
Politik

Tv-værten Ole Stephensen vil i Folketinget

Efter mange år i tv-branchen vil Ole Stephensen ind i politik. Han vil stille op til Folketinget ved næste valg.

Han er mest kendt som vært for Go’ morgen Danmark, Eleva2ren og for sin uforglemmelige rolle i de populære Walter og Carlo-film.

Men nu vil den erfarne journalist og tv-vært Ole Stephensen i Folketinget for De Konservative. Det fortæller han selv til tv2.dk.

»Det ligger sådan hos mange journalister, at det jo er let at kritisere, men det er sværere at komme med reelle bud.«

»Det er gået mere og mere op for mig i årenes løb, at jeg gerne ville bidrage politisk,« siger den 61-årige Ole Stephensen.

Han har været medlem af De Konservative siden februar 2016.

Partiets kredse i Tåstrup og Brøndby skal torsdag aften beslutte, om de vil acceptere Ole Stephensens kandidatur. Hvis det sker, kan han blive opstillet til Folketinget i Københavns Omegns Storkreds, hvor han i så fald kommer til at skulle kæmpe om pladsen med Rasmus Jarlov, som stiller op i Gentofte-kredsen.

Hovedpersonen selv forklarer, at han endnu ikke har nogen mærkesager, men at han grundlæggende ønsker, at »tingene skal være lidt enklere«. Til eb.dk tilføjer han, at mener, at han kan bidrag med noget erfaring ligesom han understreger, at han ønsker en »ansvarlig socialpolitik«.

Ole Stephensen er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus i 1978 og blev efterfølgende ansat på avisen Aktuelt. Siden har optrådt som skuespiller sammen med blandt andre Jarl Friis-Mikkelsen som »Walter og Carlo« og »Øb og Bøv«. Efter flere år som en fast del af TV2's programflade blev han i 2008 fyret som vært og redaktør for Go' Morgen Danmark - et program han selv havde været med til at skabe.

Efter en periode som blandt andet foredragsholder, konferencier og medejer af sin hustrus butik, Hundeshoppen, begyndte Ole Stephensen i 2013 på TV-stationen DK4, hvor han siden har været blandt andet vært, tilrettelægger og konsulent.