Fortsæt til indhold
Politik

Haarder om sit valg: Jeg var nødt til at lytte til grænselandet

Bertel Haarder fastholder sin beslutning om at afslå generalkonsulpost og uddyber, hvorfor han takker nej.

Tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) uddyber nu for første gang sin beslutning om at takke nej til posten som generalkonsul – et job han ellers havde beskrevet som et »drømmejob.«

»Enhver må forstå, at jeg måtte tage bestik af reaktionerne i grænselandet,« forklarer en fåmælt Haarder til Jyllands-Posten med henvisning til kritikken syd for grænsen.

Dermed synes han at moderere sin tidligere begrundelse for at afvise Flensborg-jobbet. Torsdag aften meddelte Haarder i en skriftlig kommentar, at han fravalgte stillingen som generalkonsul, fordi den – modsat hans opfattelse – stod til at blive ledig.

»Jeg troede, den tilbudte post var på vej til nybesættelse,« skrev han.

»Men posten er jo besat, og jeg vil ikke trænge mig på.«

I læsebreve i Flensborg Avis og i talrige vrede kommentarer på sociale medier har det fået kritik, at den nuværende generalkonsul, historikeren Henrik Becker-Christensen, bliver fyret for tilsyneladende at gøre plads til Bertel Haarder, da sidstnævnte ikke længere er minister. Også forskellige organisationer og foreninger for det danske mindretal i Sydslesvig har stillet sig uforstående over for processen.

Sent torsdag aften afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen dog, at fyringen af den nuværende generalkonsul havde noget med Bertel Haarder at gøre.

»Det sker, fordi vi har en ambition om at bruge den post til at udleve en ambition, vi har om at lade folk, der har virket politisk i mange år, virke i Danmarks tjeneste. Så det er ikke en beslutning, der knytter sig op på Bertel Haarder,« sagde Løkke efter et EU-topmøde i Bruxelles.

»Det er uger siden, at der blev truffet en beslutning om, at den konsul, der sidder der, som i øvrigt har gjort et fremragende stykke arbejde, efter 18 år overgår til en anden stilling i Udenrigsministeriet. Så den stilling bliver fri og kan rokeres,« sagde statsministeren.

Ifølge Løkke har Bertel Haarder åbenbart truffet sin beslutning på baggrund af en decideret misforståelse.

Det får dog ikke Bertel Haarder til at ændre mening. Han fastholder sit nej til at blive generalkonsul, oplyser han til Jyllands-Posten.

Overvejer du at tage imod jobbet, efter statsministerens udtalelser?

»Nej.«

Adspurgt om han vil uddybe, svarer Bertel Haarder:

»Jeg tror, at enhver kan forstå, at jeg måtte tage bestik af meldingerne i grænselandet. Det er, hvad jeg kan sige.«

Han tilføjer dog, at han naturligvis har fulgt debatten i grænselandet tæt og at han traf beslutningen før, Ekstra Bladet skrev om kritikken syd for grænsen torsdag.

»Jeg traf beslutningen før Ekstra Bladet udkom.«

Hvornår præcist?

»Det vil jeg ikke oplyse. Men det var før.«

Du skriver, at du ikke vidste, at jobbet som generalkonsul allerede var besat...

»Jeg vil ikke uddybe det,« siger Bertel Haarder og henviser til sin skriftlige kommentar fra torsdag.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er det »uger siden«, at regeringen besluttede at fyre den nuværende generalkonsul efter 18 år på posten. Der skulle gøres plads til en mere politisk erfaren person på posten, lød argumentet angiveligt.

Flensborg-stillingen optræder dog ikke på Udenrigsministeriets liste over årets store rokade af ambassadør- og konsulatposter, som blev offentliggjort 17. november. Her optræder andre generalkonsuler ellers. For eksempel fremgår det, at den danske handelsattaché i Washington, Lina Gandløse Hansen, bliver ny generalkonsul i München.

Den 30. november – to dage efter dannelsen af den nye VLAK-regering – udsendte Udenrigsministeriet en pressemeddelelse om, at regeringen ønskede Bertel Haarder som ny generalkonsul.

72-årige Bertel Haarder fortsætter i Folketinget, hvor han glæder sig til at beskæftige sig med kulturområdet og det nordiske samarbejde.