Løkke inviterer blå partier til regeringsforhandlinger
Løkke har inviteret Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til at indgå i regeringen, og regeringen kan dermed være på vej til at blive udvidet med flere partier.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inviterer Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til at indgå i regeringen, fortæller statsministeren på Venstres Landsmøde i Herning.
»Vi har et ansvar for at samle og lede det borgerlige, liberale Danmark. Derfor har vi brug for en stærkere Venstre-ledet regering, der favner en større del af det parlamentariske grundlag,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er inviteret til et møde på mandag på Marienborg. Og det er en invitation til at gå med i regeringen, fortæller Løkke.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, har dog indtil videre fastholdt, at han vil vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver lettet med fem procentpoint inden nytår. I et interview med TV2 fortæller han efter Løkkes invitation, at LA er klar til at løfte det ultimative ansvar, nemlig et regeringsansvar. Analyse: Derfor bliver LA og K inviteret ind i regeringen
På spørgsmålet om han stadig står fast på kravet om topskattelettelser, svarer Anders Samuelsen:
»Det er et krav, vi har stået på indtil nu. Men vi går ind i forhandlingerne med et mål om at skabe et nyt ambitionsniveau for Danmark. Når vi har konkluderet på de drøftelser, kan jeg svare på, hvor vi står med ønsket om at tage opgøret om topskatten.«
På Twitter skriver Anders Samuelsen i øvrigt, at et nyt regeringsgrundlag er afgørende.
I et efterfølgende interview svarer Lars Løkke Rasmussen ikke på, om Anders Samuelsen har fået løfte om, at topskatten lettes med fem procentpoint inden nytår.
Formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape, skriver på Twitter, at han vil gå ind i forhandlingerne med »et åbent sind.«
Meldingen om en regeringsudvidelse kommer i kølvandet på, at regeringen i denne uge har fået finansloven og vigtige aftaler om bl.a. PSO-afgiften og ejendomsvurderinger på plads.
Løkke fortæller, at han er stolt over de ting, Venstre har været i stand til at få igennem i partiets 16 måneder i regeringen. Men forhandlingerne om regeringens helhedsplan blev næsten umuliggjort af, at regeringen stod i et »dobbeltpres« med krav fra de andre partier, fortæller Løkke.
Han kalder presset for kilden til de problemer, der har fyldt det politiske efterår. Og det er bl.a. derfor, at Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti nu inviteres til at indgå i regeringen, siger Løkke.
Løkke fortæller desuden, at han allerede var klar over, at det ville blive vanskeligt for en smal regering med afsæt i kun 34 mandater at skabe resultater, da han dannede regeringen tilbage i sommeren 2015.
»Der er mange fordele ved at være en et-partis regering. Vi har let ved at blive enige med os selv, men tilsvarende svært ved at blive enige med andre,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Og ansvaret for at løse de udfordringer, som Danmark står over for, er vigtigst, fortæller han.
Dansk Folkeparti er ikke inviteret med til regeringsforhandlingerne. Næstformand Søren Espersen kalder på Twitter invitationen til LA og K for »spændende.«