Folket har fundet Folkemødet
Folket har i den grad fundet vej til folkemødet. I så stort omfang, at det er blevet næsten for stort, lyder det fra nogle deltagere. I hvert fald er der behov for mere rolige kroge til lige at hvile hovedet, lyder det fra andre.
På sin »el-crosser« kan han næsten følge med de spurtende spejdere, som drøner over Cirkuspladsen i Allinge. Målet er klipperne og vandkanten, hvor gæster på Folkemødet på Bornholm kan se spejderdyder som samarbejde og overlevelse i et krokodillefyldt farvand udfoldet.
»Jeg er her, for Bornholm er hjemme, og så har jeg selv været spejder i 53 år. Jeg startede i Hammershus-troppen som dreng,« siger Ole Speht Hansen på el-crosseren, som rasler rundt med krykkerne som bagage.
Jeg synes, det fint og folkeligt.
Den 63-årige folkemødedeltager har for længst forladt fødeøen, men bevaret sproget, er en del af det folk, som selv betaler turen – og lejer egen el-crosser for at flytte de polioramte ben rundt.
Folkemødet på Bornholm er fra første færd blevet kritiseret for at være elitens for-ferie på klippeøen med en stor overrepræsentation af politikere, lobbyister og journalister.
»Det mærker jeg ikke noget til. Jeg synes, det fint og folkeligt. Jeg er her mest for at se spejderne, og så interesserer jeg mig også for sikkerhed, så jeg har lyttet til arrangementer hos politiet og domstolene,« siger Ole Speht Hansen, der er pensioneret el-tekniker med bopæl i Sverige.
Uoverskueligt
Kritikken for at være ufolkelig kan ægteparret Gurli og Jørgen Lundsgaard fra Holbæk heller ikke genkende. De har været faste folkemødegæster fra første færd i 2011, men synes begge, at det er blevet lige lovligt folkeligt.
Det er blevet meget stort, faktisk lidt for stort. Det er nærmest uoverskueligt
»Det er blevet meget stort, faktisk lidt for stort. Det er nærmest uoverskueligt,« siger Gurli Lundsgaard, der forærede sin mand en fødselsdagstur til Bornholm og ramlede ind i det første bornholmske folkemøde.
Som nybegyndere brugte de langt tid på at strege rundt i programmet for at udvælge de arrangementer, der havde mest interesse, men den taktik har de forladt.
»Folkemødet er jo sjovt, når man agerer impulsivt og bliver fanget af noget undervejs,« siger Jørgen Lundsgaard, der dog har faste holdepunkter undervejs og helst skal synge med ministrene Søren Pind og Bertel Haarder, deltage i et arrangement med Anders Lund Madsen og helt sikkert skal have den årlige måling af blodtrykket i et af sundhedsteltene.
Selv om massiv regn torsdag slog huller i folkevandringen langs Allinge Havn, har folkemødet stadig vokseværk, og de to første dage trak arrangementet 46.000 gæster. Forventningen hos arrangørerne er flere end 100.000 gæster til de næsten 3.000 arrangementer.
»Vi har bestilt til næste år, så selvfølgelig kommer vi. Vi er ikke skræmt af, at det er stort, men vi er trætte af at høre, at det ikke skulle være folkeligt. Se dig omkring,« siger Gurli Lundsgaard, der har gjort holdt ved en båre med en ung, smuk kvinde under et operationsklæde midt i bybilledet.
»Kniv til tiden«
Det er Dansk Rygkirurgisk Selskab, som under sloganet »Kniv til tiden« fortæller om, hvordan aldersforsnævringer i rygsøjlen kan afhjælpes med operation.
»Vi møder i den grad folket her. Det er det modne publikum, som kommer forbi og har en masse spørgsmål. Enten har de selv ondt i ryggen, eller de kender nogen, og her på folkemødet har vi mulighed for en helt anden grundig snak end normalt i sundhedsvæsenet,« siger forskningssygeplejerske Karen Højmark.
Eleverne fra Tølløse Slots Efterskole føler sig selv ret så folkelige, selv om de også har et arrangement i Grundtvigs Telt.
»Her kan man både få en selfie med Lars Løkke og give en hjemløs et kram. Folk er helt vildt forskellige, og det er fedt,« siger Aksel Godager, og en af de andre elever, Malthe Virenfeldt, supplerer:
»Det er virkelig fedt, at her er så mange aldersgrupper. Andre festivaler er meget mere smalle.«
På Kæmpestrandens klipper har Anders Kühnau (S), medlem af regionsrådet i Region Midtjylland, bevilget sig og sine to drenge, Alfred og August på seks og tre år, en solfyldt pause. Det er andet år, at han har kone og børn med på folkemøde.
Rum til familien
»Der skabes mere og mere rum til familier, og det er dejligt, men det kunne godt være endnu mere. Folkemødet er fantastisk og stort, men man kunne godt bruge nogle kroge med plads til ro og fordybelse,« siger han, der også har haft politikerkasketten på i flere omgange.
»Det er faktisk også meget folkeligt, for til debatterne møder man som politiker borgere og patienter i en helt anden dyb dialog. Emnerne er smallere, og derfor kommer man i dybden, og som politiker lærer du at lægge talepapirerne væk og lytte efter,« siger han.