Fortsæt til indhold
Politik

Forsvarsminister: Mystisk observation ved Bornholm var næppe en ubåd

Rutinerede søfolk observerede, hvad de mente var en ubåd få sømil ud for Bornholm, men ifølge Forsvaret tyder intet på, at det var tilfældet. Men hvad var det så?

Intet tyder på, at det var en ubåd fra en fremmed magt, der sneg sig rundt i Østersøen bare seks sømil fra Bornholm i marts sidste år.

Det fremgår af et §20-svar fra forsvarsminister Peter Christensen til Socialdemokraternes havneordfører Lea Wermelin.

»Værnsfælles Forsvarskommando har oplyst, at den pågældende anmeldelse er blevet undersøgt grundigt, og det er blevet konstateret, at der ikke er noget, der tyder på, at der har været tale om en ubåd i dansk farvand,« skriver Peter Christensen med afsæt i oplysninger fra Forsvaret.

Han tilføjer, at han derfor ikke »har grundlag for at foretage sig yderligere« i forbindelse med sagen.

Den 19. marts sidste år lidt over kl. 18 observerede den rutinerede besætning på havforskningsskibet »Dana« et mystisk objekt i Østersøen syd for Bornholm.

Besætningen beskrev efterfølgende objektet som en kølvandsbølge med en skygge nedenunder. Det holdt fast kurs og hastighed over længere tid, og et af besætningsmedlemmerne kunne endda have set noget, der kunne have været en ubådsmast, fremgik det af Jyllands-Posten detaljeret gennemgang af sagen fra 3. marts i år.

Da besætningen vendte skibet for at se nærmere på fænomenet, forsvandt objektet igen.

Den mystiske observation blev senere rapporteret videre til Forsvaret, som straks gik i gang med at undersøge hændelsen, der potentielt kunne være startskuddet til en højspændt udenrigspolitisk sag om brud på dansk territorialret.

Som Jyllands-Posten beskrev for nylig gennemgik Forsvaret derfor radarbilleder, AIS-signaler fra skibe, gennemgik journaler for lignende begivenheder og krydstjekkede for vanddybder, bøjer og andre objekter og krydstjekket med andre allierede flådefartøjers position.

Men undersøgelsen endte uden en endelig afklaring, fremgik det af en senere afklassificeret rapport, som Jyllands-Posten refererede fra. Den samlede konklusion lød:

»Vi kan bekræfte »Dana’s« position på tidspunktet, men kan ikke fastslå evt. tilstedeværelse af en evt. ubåd i området. Vi kan derimod afvise evt. tilstedeværelse af andre skibe eller objekter, som med rimelighed kunne forveksles med en ubåd. Vi kan naturligvis ikke afvise tilstedeværelsen af evt. havpattedyr eller lignende. Vi kan samlet set ikke bevise, hvorvidt de har set en ubåd. Omvendt kan vi heller ikke afvise det,« lød helgarderingen fra Forsvaret.

I sit svar til Lea Wermelin, som selv er valgt på Bornholm, kommer Peter Christensen hverken med yderligere oplysninger om sagen eller giver bud på, hvad det mystiske objekt så kan have været – når nu det åbenbart ikke menes at være en ubåd.