Nye antiubådsvåben deler Folketinget
Både Dansk Folkeparti, Konservative og Socialdemokraterne er klar til at drøfte mulighederne for at investere i nye antiubådssystemer monteret i flådens nye helikoptere. Eventuelt skal der købes nye, danske ubåde.
Hvis fremmede magters ubåde bevæger neddykket sig ind på dansk territorialfarvand, er det uacceptabelt. Det er meldingen fra socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, efter Jyllands-Postens beskrivelse af forsvarets rapporter om to hændelser med mulige neddykkede ubåde i dansk farvand ved Bornholm og i Storebælt ved Kalundborg Fjord.
»Det er fuldstændig urimeligt og imod alle regler, hvis der er fremmede ubåde i dansk territorialfarvand. Man spørger sig selv, hvad formålet er. Det øger aggressiviteten, når internationale regler ikke bliver overholdt, hvad enten det er fly eller ubåde,« siger Henrik Dam Kristensen med henvisning til de krænkelser af dansk luftrum med russiske fly, som har fundet sted gennem de sidste par år.
I den ene af ubådsrapporterne observerede besætningen på det danske havforskningsskib Dana et objekt, der kan have været en neddykket ubåd, som sejlede lige i havoverfladen seks sømil syd for Bornholm og således inde på dansk territorialfarvand i marts sidste år. Da der ikke var allierede fartøjer i nærheden, kædede forsvaret sagen sammen med de formentlig russiske krænkelser af svensk farvand, som udløste en større ubådsjagt i november 2014. Også her var der tale om en formodet miniubåd.
Men forsvaret har i modsætning til svenskerne ikke længere udstyr, som er velegnet til at finde ubåde i dansk farvand. Kun de store fregatter har noget sonarudstyr, som ikke er specielt velegnet til ubådsjagt. Og de danske ubåde er for længst afskaffet. På den baggrund er Henrik Dam Kristensen klar til at drøfte mulighederne for igen at få sat militært udstyr til ubådsjagt:
»Vi er bestemt ikke afvisende over for at få sonarudstyr i de nye helikoptere til flåden, men der bliver købt nye kampfly, nye lastbiler til hæren og nye Piranhaer. Der er ikke uanede midler, så vi er nødt til at have en militærfaglig vurdering af, om der er behov for en kapacitet, der kan imødegå ubåde.«
I Dansk Folkeparti er der derimod ingen tvivl. Danmark skal helt klart have udstyr til sporing og bekæmpelse af ubåde, samt genopbygning af den danske ubådsflåde, som blev nedlagt i 2004.
»Vi har hele tiden holdt på, at vi skal have udstyr, der kan afsløre og bekæmpe ubåde og på lang sigt opbygge en ubådsflåde. Det kommer an på, hvor mange penge, der sættes af i forsvarsforliget, fordi den slags koster. I første omgang mener vi, at der skal sættes sonardetektorer på vores helikoptere, så de både kan opdage og bekæmpe ubåde,« siger Marie Krarup, forsvarsordfører i Dansk Folkeparti, der sidestiller overvågning under vandet med overvågning af luftrummet:
»Vi skal kunne skyde fly ned og lægge miner ud i havet. Ikke fordi Putin vil erobre Danmark i morgen, men fordi et land skal kunne forsvare sit territorium.«
Hos Konservative er forsvarsordfører Rasmus Jarlov også klar til at kæmpe for nye ubåde til Danmark allerede til næste forsvarsforlig, som løber fra 2018 og frem:
»Vi skal få undersøgt, hvad det koster at genanskaffe ubåde. Det er et tab for os, at vi ikke længere har overblik over, hvad der foregår under havoverfladen. Formentlig koster ubåde et par milliarder pr. båd.«
Alternativt skal Danmark som minimum have sonarudstyr til helikopterne, som kan sænkes ned i forskellige havdybder og på den måde se, hvad der gemmer sig i de forskellige vandlag, som gør især Østersøen meget vanskelig at jage ubåde i.
»Sonarudstyr løser ikke hele problemet, men det er et absolut minimum. Vi har ikke hverken overblik eller våben mod ubådsaktivitet i dansk farvand i dag. Eftersom ubåde er et vigtigt taktisk våben, er det problematisk, hvis vi ikke opdager, at fjenden sejler rundt i vores farvande,« forklarer Rasmus Jarlov.
Mere skeptiske er man hos Liberal Alliance.
»Der har været meget diskussion om ubåde i svenske farvande. Så længe man ikke ved det med sikkerhed, skal man ikke overdramatisere. Vi har i forsvarsforliget ikke afsat penge til ubådsudstyr, men til fly og nyanskaffelser til Hæren. Det ligger ikke i vores i 2025 plan – jeg kan ikke se, hvor de penge skal komme fra. Det vil så være en udvidelse af den offentlige sektor, og det ligger ikke i vores politik,« forklarer forsvarsordfører Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance.
Også SF’s Holger K. Nielsen er kritisk over for at investere i antiubådsvåben til forsvaret. Det lykkedes fredag ikke at få en kommentar fra forsvarsminister Peter Christensen (V).