Fortsæt til indhold
Politik

Washington Post: »Danmark i højeste gear for at udvise fjendtlighed«

Lisbeth Zornigs dom for menneskesmugling har ramt The Washington Post, der langer hårdt ud efter den danske flygtningepolitik.

Danskere med trang til nyheder fra de største internationale nyhedsmedier kan tirsdag morgen slå øjnene op til hård kritik af asyl- og flygtningepolitikken herhjemme.

Det amerikanske medie The Washington Post har på sin hjemmeside i dag en historie om blandt andre Lisbeth Zornigs dom for menneskesmugling, som avisen blandt andet sætter i kontrast til den hjælp, danskerne tilbød jøder på flugt under Anden Verdenskrig.

»Noget, der rangerer højt i danskernes bevidsthed, er de mennesker, der beskyttede jøder under Holocaust eller dem, der hjalp de undertrykte at flygte fra jerntæppet under Den Kolde Krig,« skriver avisen og fortsætter:

»Men når det kommer til mennesker, der flygter fra konflikterne i det 21. århundrede og til Europas dørtærskel, er Danmark i højeste gear for at udvise sin fjendtlighed.«

Regeringen har med opbakning fra sine støttepartier og Socialdemokraterne foretaget flere stramninger af asyl- og flygtningepolitikken for at forsvare sig imod den store flygtningestrøm, der søger mod Nordeuropa.

Stramninger, der omhandler smykkeloven, muligheder for familiesammenføring og annoncerne i libanesiske aviser, nævnes i flæng i The Washington Posts artikel.

(Artiklen fortsættes under billedet)

I modsætning til Danmark får vores nabolande Tyskland og Sverige ros af avisen for at »have holdt deres døre åbne, så længe de kunne«.

Peter Kofod Poulsen, retsordfører for Dansk Folkeparti, siger til avisen, at den førte politik har været nødvendig for at sikre, at den danske velfærdsstat ikke bukker under.

»Landet er ved at falde fra hinanden. Vi plejede at have et sikkert, monokulturelt samfund. Nu er vores velfærdsstat under stort pres,« siger Peter Kofod Poulsen til The Washington Post.

Avisen har fulgt 70-årige Lise Ramsløg, der ligesom Lisbeth Zornig og mange andre i marts blev dømt for menneskesmugling, efter i september sidste år at have transporteret flere flygtninge fra Danmark til Sverige.

»Jeg er stolt af, hvad jeg gjorde, og jeg vil aldrig fortryde at have gjort det. Men jeg ønsker ikke at blive kendt som en kriminel,« siger Lise Ramsløg til The Washington Post.

Læs mere om Danmarks omdømme og de privatpersoner, der valgte er transportere flygtninge: