Det er nu eller aldrig for Europa

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

»Vi har det Europa, som vi har gjort os fortjente til,« erkendte den franske premierminister, Manuel Valls, dagen efter terrorangrebene i Bruxelles. Spørgsmålet er, hvordan europæerne kan bringe den sikkerhedsstruktur, som de har behov for, i stand.

Den første betingelse for et vellykket forsøg er solidaritet – internt i hvert enkelt land og mellem de 28 EU-lande. Det begynder med bedre bånd til de muslimske samfund, de vrede, fremmedgjorte mennesker ved det europæiske bord.

Nok skal de europæiske lande være mere imødekommende, men det er kun halvdelen af problemet. Muslimer bliver nødt til at acceptere de forpligtelser, der følger med at have bopæl i og være borger i Europa.

Hvordan skulle den solidaritet komme til udtryk? Efter den 11. september 2001 gik muslimer i USA i tusindvis frivilligt med i det amerikanske forsvar og de amerikanske efterretningstjenester. De foragtede de terrorhandlinger, der var blevet begået i deres navn af al-Qaeda, og ville vise sig selv og deres medborgere, at de var loyale amerikanere.

Europæiske muslimer burde nu markere sig på tilsvarende vis.

I indvandrerkvarterer som Molenbeek i Bruxelles eller forstæderne til Paris burde muslimske ledere, der ønsker forandring, iværksætte kampagner med det formål at få deres naboer med i forsvaret, politiet og sikkerhedstjenesterne; disse ledere kan skabe en ny social kontrakt ved at vise deres medborgere, at de skammer sig over, hvad de jihadistiske bøller har gjort, og ikke er bange for gengældelse.

Det er nødvendigt, at europæiske muslimer føler medansvar for sikkerhedsforanstaltninger i stedet for at betragte politiet som en besættelseshær.

Jihadisterne udspringer ofte af en bandesubkultur, der er præget af vold og trusler. Det kan ikke undre, at de belgiske myndigheder ledte forgæves i fire måneder efter den flygtede IS-terrorist Salah Abdeslam.

Det kan ikke undre, at de ikke kunne finde de selvmordsbombemænd, der slog til tirsdag før påske fire dage efter anholdelsen af Salah Abdeslam, selv om de havde mistanke om, at et angreb var undervejs.

Ingen ville tale med dem.

Den anden betingelse er retfærdighed. EU har i det store og hele været elitens projekt. De indflydelsesrige virksomheder (og lande) har haft fremgang. De svage er blevet ramt. Da regningen skulle betales, sagde de rige til de fattige, at de skulle spænde livremmen ind. Kan det overraske, at dette arrogante system er ved at gå op i sømmene?

Grækerne har måske nok udnyttet et system, der satte dem i stand til at køre på frihjul rent økonomisk, men tyskerne krævede indførelse af en umulig gældsafviklingsordning, hvis formål var at give skyldnerne en lærestreg. De burde have vidst bedre, tyskerne; jævnfør konsekvenserne af de hårde betingelser, som de allierede sejrherrer opstillede over for Tyskland efter Første Verdenskrig.

Den tredje betingelse er, at Europa skal blive voksen på efterretningsområdet. Mange europæere lader til at mene, at gode efterretninger er resultatet af ubesmittet undfangelse og ikke hårdt og til tider nærgående overvågningsarbejde. Myndighederne har ofte ikke noget imod, at USA tager sig af antiterrorovervågningen, når de blot ikke skal erkende det over for borgerne.

Europæerne bryder sig ikke om at tale om efterretningsvirksomhed, og de foregiver ofte, at deres lande ikke bedriver spionage. Denne umodne tilgang gør dem ude af stand til at kræve ansvarlighed fra sikkerhedstjenesterne efter alvorlige efterretningsfejl som dem, vi har set i Frankrig og Belgien. Hvordan kan man reformere noget, hvis man ikke vil tale ærligt om, hvordan det virker?

En fjerde betingelse er et transatlantisk samarbejde, der lever op til denne krises alvor. Alle alarmklokker ringer. USA’s og de europæiske landes ledere burde holde krisetopmøde – Bruxelles ville være et godt mødested – og de burde blive ved, indtil de er blevet enige om planer for at indhente og dele efterretninger, således at borgere overalt i Europa kan være tryggere.

Fjenden hedder bureaukrati, en moderne europæisk specialitet: For at opnå et samarbejde, der kan føre til noget, må europæerne bryde gennem nationale, regionale og internationale forhindringer ved bekæmpelsen af en global modstander. Præsident Barack Obama, der måske er mere populær i Europa end i USA, kan stå i spidsen for dette transatlantiske samarbejde og skabe sig et eftermæle, der er ham værdigt.

Den sidste betingelse er, at der skal tænkes fremad på ændringer, der skaber større stabilitet i fremtiden. Hvis vi skriver 1941 (da USA trådte ind i Anden Verdenskrig, red.), hvad chokket angår, bør det være 1944, hvad planlægning for fremtiden angår – her tænker jeg på opfindelse af noget efter krisen, der svarer til Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og FN, som kan klare den vrede, der er skyllet hen over det muslimske Europa, Nordafrika og Mellemøsten.

Det er et sammenhængende problem, og løsningen fordrer fælles visionære tanker om ledelse, økonomisk udvikling og global tolerance.

Få bugt med problemet. Det kan kun ske for langsomt. Det er den udfordring, som europæerne står over for. De får ikke held med deres forehavende uden hjælp fra USA. Tiden er inde til at gå i gang.