Blå bloks partier er enige om en ny knivlov
Justitsminister Søren Pind vil præsentere forslaget, som lægger op til at lempe reglerne for »almindelige mennesker«.
Alle partier i blå blok er blevet enige om en ny knivlov, som mandag skal fremlægges.
Forslaget bliver præsenteret kl. 13 ved et pressemøde i Justitsministeriet, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
I forslaget lægger partierne bl.a. op til at »skærpe kursen over for knive i nattelivet«, mens man samtidig vil lempe reglerne for »almindelige mennesker, så man kan tage på jagt eller fisketur uden at bekymre sig om at overtræde loven«.
Arbejdet med at ændre den meget omdiskuterede knivlov gik i gang, så snart de nyvalgte folketingsmedlemmer mødtes efter sommerferien i år.
Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen slog i juli fast i en mail til Jyllands-Posten, at man ville begynde det arbejde så hurtigt som muligt.
»Det kan være svært for Folketing og embedsmænd at få foretaget de sondringer i loven, der sikrer, at almindelige mennesker med legitime kniv-behov går fri, og folk med mindre pæne motiver bliver dømt. Men den øvelse må vi igennem hurtigst muligt i det nye folketingsår. Loven skal laves om – og det bliver den,« skrev retsordføreren.
Knivloven blev vedtaget af den daværende VK-regering i 2008 med tilslutning fra Socialdemokraterne. I foråret 2012 besluttede Folketinget at lempe straffen for overtrædelse af knivforbuddet, så straffen som udgandspunkt er en bøde.
I de senere år har loven været under voldsom beskydning – blandt andet fra spejdere, fritidsjægere og fra Danmarks Våbenhandlerforening - som mener, at loven rammer lovlydige borgere, der har en legitim grund til at være i besiddelse af en kniv.