DF'er smidt ud af partiet efter racistiske Facebook-opslag
En lokal DF'er har skrevet opslag på Facebook, som »vi under ingen omstændigheder kunne acceptere«, siger partisekretær.
Dansk Folkepartis hovedbestyrelse har besluttet at ekskludere et medlem af partiets lokalafdeling på Nørrebro som følge af en række Facebook-opdateringer.
Det drejer sig om Benny Hygum, der blandt andet var kandidat for partiet i København ved kommunalvalget i 2013.
Det bekræfter partisekretær Poul Lindholm Nielsen over for Jyllands-Posten.
»Normalt udtaler vi os ikke om sådan noget, men i den her sag vil jeg gerne sige, at han har lagt opslag op på Facebook med en sprogbrug og en holdning, som vi under ingen omstændigheder kunne acceptere. Og derfor har hovedbestyrelsen ekskluderet ham.«
Ifølge hjemmesiden p77.dk har Benny Hygum blandt andet skrevet følgende om flygtningesituationen ved den ungarske grænse:
»Disse udyr skulle interneres bag pigtråd, højspænding og hunde. Og så kan affaldet ellers få lov til at sulte ihjel. Forbandet afskum!!«
Og i september, hvor mange flygtninge og migranter ankom til Danmark og blandt andet gik på danske motorveje, skrev han:
»Omring dem med strømpistoler og tåregas. Bind lortet, smid dem i kreaturvogne og køre dem retur til, hvor de kommer fra,Middelhavet eller Tyrkiet. Jag derefter lortet ud i vandet, eller over grænsen og skyd dem hvis de kommer tilbage.«
Poul Lindholm Nielsen, vil du kalde hans udtalelser for racistiske?
»Som det ser ud, så var det, ja. Og det var ikke noget vi kunne stå inde for - hverken sprogbruget eller holdningerne.«
Det er langt fra første gang, at Dansk Folkeparti har ekskluderet medlemmer for udtalelser fremkommet på sociale medier.
Har DF et generelt problem med medlemmer, der går over stregen?
»Nej, det synes jeg ikke. Der er nogle få stykker, der har gjort det, og så skrider vi til handling med det samme.«
Hvor mange har I ekskluderet med lignende begrundelser det seneste år?
»Det er ganske få, heldigvis. Det er inden for en håndfuld. Og det er typisk, hvis der har været en dårlig sag på Facebook eller andet. Hvis vi oplever sådan nogle ting, med synspunkter vi ikke kan acceptere, så skrider vi omgående til handling,« siger Poul Lindholm Nielsen.