Fortsæt til indhold
Politik

Politikere kritiserer: DF'er kalder svenske asylbrande »forventelige«

Flere politikere kritiserer det nyvalgte folketingsmedlem Dorthe Ullemose (DF), som onsdag skriver i et debatindlæg, at de svenske asylafbrændinger er »forventelige«.

»På et tidspunkt får folk nok. Især hvis man ikke bliver lyttet til,« skriver Dansk Folkepartis nyvalgte medlem af Folketinget, Dorthe Ullemose, onsdag i et læserbrev i Fyns Amts Avis.

Læserbrevet handler om den seneste tids mange ildspåsættelser af asylcentre i Sverige, som DF'eren mener er »at forvente, når man ikke lytter«.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kritiserer formuleringen af Dorthe Ullemoses læserbrev.

»Debatindlægget var skrevet på en måde, så politiske modstandere kunne skyde hende i skoene, at hun sympatiserer med afbrændingerne,« siger han til BT, »Dansk Folkeparti mener på ingen måde, at det er forståeligt eller forventeligt, at der bliver brændt asylcentre af i Sverige.«

Dorthe Ullemose afviser i et opslag på Facebook, at hun sympatiserer med afbrændingerne, som hun kalder »frygtelige«. Men DF'eren fastholder sin holdning til, at ildspåsættelserne er forventelige.

»Det er selvfølgelig ikke i orden at stikke ild til et asylcenter, men det er bare befolkningen, der er desperate og gerne vil råbe politikerne op,« siger Dorthe Ullemose til Ekstra Bladet.

Det møder kritik fra Socialdemokraterne.

»Når hun kalder det en forventelig reaktion, er hun med til at blåstemple det, der foregår,« siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen til BT.

Trine Bramsen er enig med Dorthe Ullemose i, at Sveriges flygtningelinje »ikke er det mest hensigtsmæssige«.

»Men det legimiterer ikke selvtægt. Et demokrati fungerer ved argumenter, ikke ved ildspåsættelser,« siger Trine Bramsen.

Venstre mener heller ikke, at Dorthe Ullemoses er på rette spor.

»Det er da ikke forventeligt i et demokratisk, civiliseret samfund. Vi har da heldigvis også før kunne modtage flygtninge, uden at mennesker er grebet til disse uhyrligheder,« skriver Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen i en mail til BT.