Læge i åbent brev til minister: Sundhedsvæsenet kan bryde sammen inden for få år

»Tilstanden er så kritisk, at det offentlige sundhedsvæsen formentlig bryder sammen inden for få år«.

Så hård lyder dommen fra Thomas Emil Christensen, læge på Rigshospitalet, der nu har sendt et åbent brev til sundhedsminister Sophie Løhde (V) for at gøre opmærksom på det, han mener er »de faktiske forhold i det offentlige sundhedsvæsen«.

Thomas Emil Christensen havde i sidste uge en kronik i Jyllands-Posten under overskriften ”Danmarks dyreste marionetteater” og uddybede sin kritik på forsiden af lørdagens avis, hvor han og flere andre slog alarm.

I det åbne brev går han nu direkte i rette med sundhedsministeren, som lørdag påpegede, at der blandt andet er sket fremskridt på kræftområdet, »fordi politikerne har ønsket at give kræftpatienter bedre behandling og stillet håndfaste krav til regionerne.«

Den udlægning afviser Thomas Emil Christensen.

»Nu er det jo desværre sådan, at læger og sygeplejersker er underlagt den helt grundlæggende præmis, at de ikke er i stand til at være to steder på én gang. Hvis politikerne forlanger, at lægen skal være hos kræftpatienten, så kan lægen ikke samtidig være hos nyrepatienten. Du bryster dig af, at forbedringer på kræftområdet i høj grad skyldes, at ”politikerne har ønsket at give kræftpatienterne bedre behandling, og stillet håndfaste krav til regionerne”. Jeres bidrag består i, at I er blevet forelagt en palet af sygdomme, hvorefter I har peget på ’kræft’ på bekostning af alle de andre patientgrupper. Forbedringer på kræftområdet er et udslag af god sundhedsvidenskabelig forskning, og at der er taget ressourcer fra lige så syge men mindre synlige patienter,« skriver han i det åbne brev. Han fortsætter:

»Hver dag bliver massevis af indlæggelseskrævende patienter sendt hjem fra sygehusene, fordi der er mere syge patienter, man er nødt til at tage sig. Når en læge står med to intensivkrævende patienter, men kun én intensivplads, så vælger lægen hvem af de to, der skal have pladsen. Det kaldes prioritering. Og det er DIN opgave, Sophie, at træffe disse barske beslutninger, som ingen bryder sig om. Men lægen gør det for dig, fordi DU ikke har modet. Og ikke alene skubber du ansvaret for prioriteringen nedad i systemet, til det ikke kan komme længere. Du sørger ikke for rygdækning til dem i bunden, der gør dit arbejde for dig.«

Thomas Emil Christensen mener samtidig, at den såkaldte behandlingsgaranti, som længe har været et centralt element i den sundhedspolitiske debat, og som Venstre ønsker skal være på 30 dage, er en »hån mod sygehusene«.

»Vi kan alle sammen blive enige om, at patienterne skal behandles så hurtigt som muligt. Det bliver de også takket være fagfolk. Lange ventetider er ikke udtryk for, at sygehuspersonalet spilder tid på at drikke kaffe og løse SUDOKU. De er udtryk for misforhold mellem kapacitet og patientantal. At forestille sig, at du kan løse dét problem ved at indføre en behandlingsgaranti, er en hån mod sygehusene. Antyder du, at vi ikke behandler patienterne så hurtigt som ressourcerne tillader?« lyder det fra Thomas Emil Christensen.

»Hovedbudskabet i min kritik er, at sundhedsvæsnet i dag skal indfri krav, som ligger helt uden for mulighedernes grænser. Du kan ikke slukke 10 menneskers tørst ved at give dem ½ liter vand til deling. Hvis du kun kan tilbyde ½ liter vand, så skal du have rygrad nok til at erkende, at der ikke er vand nok til alle. Hvis din ambition omvendt er at slukke samtlige 10 menneskers tørst, må du skaffe 10 liter vand. Så hvad vælger du?«

Som afslutning på brevet tilbyder Thomas Emil Christensen ministeren en »uddybende beskrivelse af de faktiske forhold på sygehusene, og det kaos I politikere skaber på trods af jeres gode intentioner.«

Jyllands-Posten har forsøgt at få en kommentar fra Sophie Løhde, men ministeriet oplyser, at det ikke er muligt at få i dag. I et skriftligt svar, som Jyllands-Posten bragte lørdag, udtalte hun:

»Svaret er ikke, at vi læner os tilbage og lader være med at stille krav. Tænk bare på de store fremskridt, der er sket på kræftområdet de seneste år. De er ikke kommet af sig selv, men i høj grad fordi politikerne har ønsket at give kræftpatienter bedre behandling og stillet håndfaste krav til regionerne.«