Fortsæt til indhold
Politik

STOP: Her er sagerne, hvor Folketingets mindste parti siger fra over for regeringen

CO2-udledning, ulandsbistand, Bjørn Lomborg og el-biler. De Konservative har denne sommer sagt fra over for Venstre-regeringen på en række områder.

"STOP!"

Mange husker nok de Konservatives meget omdiskuterede annoncekampagne fra foråret, hvor partiet blandt andet blæste til kamp mod ”nazi-islamisme” og ”skatte-hetz”.

Efter valget - hvor Konservative med blot 3,4 pct. af stemmerne blev Folketingets mindste parti - har det imidlertid især været forslag fra partierne i den øvrige blå blok, som liste C har sagt ”STOP” til.

Lavere ambitioner for Danmarks CO2-udledning, lavere ulandsbistand, statsstøtte til Bjørn Lomborg – det er blot nogle af de forslag, som Konservative nu siger fra overfor, og hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) derfor ser ud til at få svært ved samle flertal i blå blok.

Vi har herunder samlet en række sager, hvor Konservative i løbet af sommeren har meldt ud, at de ikke vil være med til at gennemføre den politik, som Venstre-regeringen – og i nogle tilfælde hele resten af blå blok – ønsker:

Nej til lavere klimaambitioner:

Den danske udledning af CO2 skal ikke sænkes med 40 pct. frem mod år 2020. 37 pct. er nok, lyder meldingen fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der overfor Altinget.dk gør det klart, at den hidtidige målsætning - sat af den tidligere regering - om 40 pct. reduktion ikke er den nye regerings politik.

Men det vil Konservative ikke være med til, understreger partiets miljøordfører Mette Abildgaard:

Nej til at droppe afgiftsfritagelsen for el-biler:

Der er ikke penge til at fortsætte afgiftsfritagelsen for el-biler i 2016, slog den nye skatteminister, Karsten Lauritzen (V), fast overfor Ingeniøren.dk tidligere på sommeren.

Men Konservative vil i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger kræve, at elbiler bliver afgiftsfritaget også de kommende to år.

”Det vil være ret og rimeligt, hvis vi laver en afgiftsfritagelse for elbilerne i mindst to år til, så der bliver skabt ro på markedet, og der kan investeres i elbil-infrastrukturen i Danmark. Det ville være til gavn for os alle sammen,” siger partiets skatteordfører Brian Mikkelsen til dr.dk.

Nej til Lomborg på finansloven:

Der er behov for flere stemmer i klimadebatten, som er ”for ensidig og elitær”, mener Venstre, der derfor ønsker at få miljødebattøren Bjørn Lomborg på finansloven.

Men det vil Konservative ikke være med til.

”Vi kender jo mange af hans synspunkter, og det synes jeg ikke, der er behov for at smide flere midler efter. Det er jo velkendt stof,” har miljøordfører Mette Abildgaard forklaret til Ritzau.

Nej til ulandsbesparelser:

Ulandsbistanden skal sænkes til 0,7 pct. af BNI, og besparelsen skal bruges på dansk velfærd i stedet, mener både Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Men den besparelse vil Konservative ikke være med til, meddelte partiets udviklingsordfører Naser Khader i sidste uge.

”Vores politik er - og har været i flere år - at ulandsbistanden skal være på 0,8 pct. af BNI. Det er mere end de 0,7 pct., FN anbefaler. Det står i vores 2020-plan og i partiprogrammet, og det står vi ved.”

Nej til at kræve, at flygtninge selv skal betale for danskundervisning:

De Konservative vil have afbødet konsekvenserne af den nye linje i udlændingepolitikken, så flygtninge ikke selv skal betale store summer for at gå op til en dansk prøve og dermed få ret til en kontant sprogbonus.

»Det er ikke meningen, at folk skal betale for at få en prøve, som vi selv opfordrer dem til at tage,« siger integrationsordfører Naser Khader torsdag til Jyllands-Posten.

Hverken Dansk Folkeparti eller regeringen er klar til at give Konservative den indrømmelse.

”Det eneste, jeg kan sige, er, at det er sådan, vi ønsker, at det skal gøres, og det er også det, vi har aftalt. Så må vi tage det derfra,” siger integrationsminister Inger Støjberg (V).

De Konservative - med Søren Pape Poulsen i spidsen - afholder torsdag formiddag pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde. Her ventes partiet især at fokusere på kravet om at grundskylden skal fastfryses, indtil der er fundet et ordentligt system for ejendomsvurderinger. Et krav, som Venstre torsdag morgen melder sig klar til at diskutere.