Topembedsmanden overlevede Tamilsagen - men blev fældet af de statsløse
Tidligere departementschef Claes Nilas slap for kritik i Tamilsagen. Sådan gik det ikke i statsløsesagen.
Første gang den tidligere departementschef i Integrationsministeriet Claes Nilas hørte om den sag, der nu har fået ganske alvorlig betydning for hans karriere, var i begyndelsen af august 2008. Netop tilbagevendt fra sin sommerferie talte han med afdelingschef Kim Lunding om, hvad der var sket, mens han havde været væk.
Og næsten lidt tilfældigt fortalte afdelingschefen, at der var en såkaldt konventionssag i Indfødsretskontoret. Sådan forklarede Claes Nilas i hvert fald forløbet, da han i maj 2013 blev udspurgt af Statsløse-kommissionen.
Sagen handlede om, at Integrationsministeriets Indfødsretskontor havde opdaget, at det formentlig havde handlet i strid med en FN-konvention, der sikrer en særlig adgang til statsborgerskab for unge statsløse, som er født og opvokset i Danmark.
Siden den første afhøring har Claes Nilas været genindkaldt i kommissionen, hvor han har givet helt modstridende forklaringer i forhold til daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), der i marts 2011 blev afskediget på grund af sagen.
Mens Birthe Rønn har forklaret, at hun blev ført bag lyset af sine embedsmænd, har Claes Nilas fastholdt, at det var ministeren, der traf de afgørende beslutninger i statsløsesagen. Og at Birthe Rønn dermed var hovedårsag til, at der gik næsten halvandet år, før Integrationsministeriet rettede ind efter FN-konventionen.
På flere punkter vækker statsløsesagen mindelser om Tamil-sagen, hvor Claes Nilas også var involveret. Efter otte år som embedsmand i Justitsministeriet blev han i 1988 udnævnt til ministersekretær for justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) – kun få måneder efter ministeren havde sat stop for familiesammenføringer for tamilske flygtninge, der som bekendt endte i en rigsretssag.
Dengang klarede Nilas frisag - i modsætning til flere af sine kolleger - men i Statsløsekommissionens beretning, der er afgivet mandag, rettes en skarp kritik af både Nilas og afdelingschef Kim Lunding.
Ifølge kommissionen har Claes Nilas begået ”forseelser af en grovhed, der giver grundlag for, at det offentlige søger Claes Nilas draget til ansvar,” som det hedder i beretningen.
Claes Nilas selv er dog dybt uenig i kommissionens vurdering, og han ser frem til at afgive sit høringssvar, som skal sendes i løbet af september.
”Jeg ser frem til, at jeg gennem en høring kan få rettet nogle af kommissionens misforståelser omkring sagsforløbet. Så samlet set er jeg godt tilfreds med, at der nu kommer en høring,” siger Claes Nilas i en pressemeddelelse.
Han var departementschef i VK-regeringens integrationsministerium frem til 2011, og derefter blev han øverste chef i Ministeriet for by-, bolig-, og landdistrikter under den socialdemokratisk ledede regering. Men efter valget i juni var der ikke længere en departementschefsstilling til Nilas, og han endte tilbage i det genoprettede Integrationsministerium, hvorfra både han og Kim Lunding nu er fritaget for tjeneste.