Fortsæt til indhold
Politik

Løkke afleverede brev til Thorning: Her er sandheden om vores politik

Løkke forlod talerstolen for at aflevere et brev til statsministeren. Men det fik ikke Thorning til at dæmpe kritikken af Venstres plan om udgiftsstop.

Der er mange breve at holde styr på her i de seneste dage af valgkampen.

Tirsdag sendte Socialdemokraterne – med statsminister Helle Thorning-Schmidt og en række borgmestre i spidsen - mere end en million breve ud til husstande i hele landet. Budskabet var klart: ”Danmark er ude af krisen. Nu skal vi holde fast og sige nej til Lars Løkke Rasmussen og Venstres nulvækst.”

Brevet indeholdt desuden en række udsagn om konsekvenserne af Venstres ønske om udgiftsstop – af Socialdemokraterne kaldt nulvækst – i den offentlige sektor. Men påstandene er ganske enkelt usande, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen:

”Nu taler du om ærlighed, Helle Thorning-Schmidt. Og du står her og skaber et indtryk hos danskerne af at jeg ikke vil bruge penge på sundhed og ældre. Det er ikke i orden. I går sendte du et brev ud til halvanden million danskere, hvor du skriver en direkte usandhed,” lød det fra Venstre-formanden under debatten. Han fortsatte:

”Og du har jo et eller andet med breve, for i sidste valgkamp sendte du et brev ud med Villy (Søvndal, red.). Med en masse gyldne løfter, der ikke blev indfriet. Denne gang sender du så et brev ud med en fejlagtig udlægning af Venstres politik. Jeg ved, at en del af dem er blevet returneret til dig, og jeg har også et brev til dig her i aften. Men det er ikke fyldt med løgne og falske påstande. Det er simpelthen bare et brev, som fortæller sandheden om Venstres politik.”

Herefter forlod Lars Løkke Rasmussen sin talerstol, gik over til statsministeren og afleverede en hvid konvolut. Og den manøvre var uden tvivl planlagt på forhånd, for i samme sekund lagde Venstre på de sociale medier et eksemplar af selvsamme brev ud under overskriften: Her er sandheden om Venstres politik.

Helle Thorning-Schmidt (S) stod dog trods brevet fast på sin kritik af Venstres politik.

”Det, der er problemet med Venstres politik er, at man ikke har lagt en samlet plan frem. Man bruger pengene to gange – man har lovet borgerne, at de får kæmpestore skattelettelser, men man har ikke anvist, hvor pengene skal komme fra. Og når du siger, at I vil bruge flere penge på sundhed, har I jo ikke lagt en plan frem, som skal vise hvor pengene skal komme fra. Og hvad med alle de andre områder? Politiet, børnene, de ældre, alt det andet, vi gerne vil bruge penge på. I skylder vælgerne en forklaring på, hvordan den nulvækst skal udmøntes. Hvem er det, der ikke længere skal være der i den offentlige sektor?”