Fortsæt til indhold
Politik

Svært at sige om danske IS-krigere kan straffes for landsforræderi

Det er bestemt ikke enkelt at svare på, om danske IS-krigere kan straffes for landsforræderi, understreger formanden for Straffelovrådet.

Umiddelbart lyder straffelovens definition af en landsforræder ret simpel.

En landsforræder er en person, som "med krig, besættelse eller andre fjendtligheder for øje" foretager sig noget, som hjælper "fjenden".

Men juridisk set er spørgsmålet om, hvorvidt danske IS-krigere kan dømmes for landsforræderi – som justitsminister Mette Frederiksen (S) nu har skubbet på for at få svar på – ikke så nemt at besvare, som lyder måske lyder.

Det understreger formanden for Justitsministeriets Straffelovråd og retspræseident for Østre Landsrets, Bent Carlsen.

"Det er ikke helt så enkelt, som det umiddelbart kan lyde," siger han til Jyllands-Posten.

I forbindelse med beslutningen om at sende danske F-16-fly i krig mod Islamisk Stat i Irak, bad regeringen Straffelovrådet – et rådgivende organ, som består af nogle af landets fremmeste jurister – om at definere begrebet "landsforræderi" nærmere.

Tirsdag bad Mette Frederiksen rådet om at sætte tempo på arbejdet.

Et par møder har allerede været afholdt, og endnu ét er planlagt i næste uge, men flere er nødvendige for at nå til bunds, oplyser Bent Carlsen, som håber, at rådet kan være færdig med behandlingen til maj.

"Lige nu er diskussionen selvfølgelig ophedet, men vi skal sikre os, at vi ikke får lavet noget forjaget," siger han.

Når man dykker ned i juraen, rejser der sig nemlig en stribe spørgsmål i forhold til at dømme personer efter de såkaldte landssviger-paragraffer i Straffeloven, forklarer Bent Carlsen:

Hvem er omfattet? Er det kun danske statsborgere eller også herboende udlændinge? Og hvad med personer med dobbelt statsborgerskab? Har de lov til at kæmpe for deres eventuelle andet hjemland?

Dertil kommer en stribe udfordringer i forhold til at løfte bevisbyrden, og desuden kan der være folkeretlige spørgsmål om krigens love, som skal vurderes nærmere, påpeger Bent Carlsen.

Hvis jeg personligt skulle vælge et ord at sætte på, så synes jeg måske, at "landsforræder" er et lidt mildt ord for de mennesker, der kæmper sammen med Islamisk Stat
Pernille Skipper, Enhedslisten

"Der er komplikationer, som gør, at dette her skal tænkes grundigt igennem. Det er ikke ukompliceret," siger han.

Mette Frederiksens holdning er, at man begår landsforræderi, hvis man rejser fra Danmark og tilslutter sig Islamisk Stat.

Betegnelsen "landsforræder" optræder egentlig ikke i straffeloven, men loven indeholder to paragraffer, som normalt kaldes landssvigerparagrafferne – paragraf 101 og 102, der kan udløse op til 16 års fængsel.

Regeringen har indtil i går peget på, at de såkaldte "foreign fighters" risikerer at blive dømt efter den danske terrorparagraf, som faktisk kan give end hårdere straf end landsforræderi – nemlig livstid.

Ifølge Enhedslisten er Mette Frederiksens udmelding en halvtom. Det er muligt, at justitsministeren mener, at ordet landsforræder kan bruges, men først må Straffelovrådet - som tæller nogle af landets fremmeste jurister - vurdere, at om paragrafferne rent faktisk kan bruges i forhold til Syriens-farere.

"Hvis jeg personligt skulle vælge et ord at sætte på, så synes jeg måske, at "landsforræder" er et lidt mildt ord for de mennesker, der kæmper sammen med Islamisk Stat, der jo begår mord og voldtægter og etnisk udrensning, siger retsordfører Pernille Skipper til Ritzau og foreslår selv ord som "islamistisk fascist" eller "monster".