Fortsæt til indhold
Politik

Støjberg: Ikonet Jyllands-Posten har givet op

Venstres politiske ordfører kritiserer, at Jyllands-Posten ikke bringer omstridte karikaturtegninger fra Charlie Hebdo.

Steen A. Jørgenssen | Jesper Hvass | Martin Kaae

Efter 10 års kamp for ytringsfrihed har Jyllands-Posten givet efter for trusler fra islamistiske kræfter ved at afstå fra at bringe tegninger fra det franske satiremagasin Charlie Hebdo i torsdagens avis.

Det mener Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, i kølvandet på det blodige terrorangreb mod netop Charlie Hebdos redaktion i Paris.

Jeg frygter, at Jyllands-Posten har givet op over for det enorme pres, som avisen har været underlagt i mange år
Inger Støjberg, Venstre

”For mig har Jyllands-Posten siden Muhammed-krisen stået som et ikon for ytringsfrihed. Men jeg synes desværre, at det ser ud som om, Jyllands-Posten har givet op,” siger ordføreren nu.

Hun henviser til et interview, hvor JP’s ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, begrunder hvorfor avisen ikke har bragt eksempler på satiretegninger fra Charlie Hebdo, som onsdag blev mål for et terrorangreb, der kostede 12 personer livet – heraf fire af bladets tegnere.

Inger Støjberg mener, at der ligger andet end redaktionelle overvejelser til grund for Jyllands-Postens beslutning.

”Jeg frygter, at Jyllands-Posten har givet op over for det enorme pres, som avisen har været underlagt i mange år,” siger hun:

”At det dermed er truslen fra islamiske kredse, der gør det.”

Modsat Jyllands-Posten har blandt andre Politiken, Berlingske og Information torsdag bragt eksempler på Charlie Hebdo-tegninger for at vise, hvad der har gjort det franske magasin til et offer for terrorisme.

Inger Støjberg medgiver, at Jyllands-Posten står i en svær situation, efter i årevis at have været et eftertragtet terrormål på grund af de 12 Muhammed-tegninger fra 2005. Flere konkrete terrorplaner mod avisen er blevet afværget, og af samme årsag er Jyllands-Postens adresser i København og Viby topsikrede.

”Jeg forstår godt, at man som redaktør selvfølgelig gør sig nogle overvejelser i forhold til det ansvar, man har over for sine medarbejdere og avisen som helhed,” siger Inger Støjberg.

Men, påpeger hun:

”Hvis vi ikke står vagt om de frihedsrettigheder, som vi har bygget Danmark på – heriblandt ytringsfriheden – så betyder det, at vi er ved at sælge ud af noget andet.”

Hvad burde Jyllands-Posten have gjort?

”Jeg skal ikke blande mig i, hvad Jyllands-Posten skal gøre. Men jeg mener, at der ville være en god redaktionel grund til at bringe tegningerne i dag.

Ansvaret for medarbejdernes sikkerhed må vige?

”Det er selvfølgelig rigtig svært. Men hvis vi begynder at sælge ud af vores frihedsrettigheder, så taber vi på den lange bane.

Så der må medarbejdernes sikkerhed vige?

”Jeg mener godt, at man burde kunne varetage medarbejdernes sikkerhed på anden vis. Det er ikke nødvendigvis kun avisen. Det har vi også PET til,” siger Inger Støjberg.

Jørn Mikkelsen: ”Vi svigter ikke Charlie Hebdo”

Chefredaktør Jørn Mikkelsen understregede tidligere på dagen, at netop Jyllands-Posten er nødt til at være ekstra agtpågiven i denne sag.

Adspurgt om avisen dermed udøver selvcensur, svarede han:

”Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.”

Desuden ville det tage alt for meget opmærksomhed fra de tragiske begivenheder i Paris, hvis netop Jyllands-Posten bragte de omstridte tegninger, mener han.

Det er ifølge Inger Støjberg et tyndt argument, da en lang række andre aviser i dag har bragt udvalgte karikaturer – ganske vist ikke aviser med samme forhistorie som Jyllands-Posten.

På Twitter skriver Venstres udenrigsordfører Søren Pind, at han godt forstår Jyllands-Postens beslutning:

”De samme kan ikke stå i forreste front hele tiden. Forstår godt Jørn Mikkelsens beslutning. Men så må andre!” skriver han.

Fire af de 12 dræbte fra onsdagens terrorangreb var centrale personer i det franske bladtegnermiljø. Fra venstre tegneren Georges Wolinski, 80 år, kustnerisk direktør Jean Cabut (Cabu), 76 år, chefredaktør Stéphane Charbonnier og tegneren Bernard Verlhac, bedre kendt som Tignous.