TV: Derfor bringer Jyllands-Posten ikke Charlie Hebdo-tegninger
»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.
Dagen efter det blodige terrorangreb mod satiremagasinet Charlie Hebdos stab i Paris bringer en stribe danske aviser udvalgte karikaturtegninger fra magasinet.
Men ikke Jyllands-Posten, som i 2005 bragte de 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed.
Sandheden er, at det for os ville være helt uansvarligt at trykke gamle eller nye profettegninger lige nu.
”I nogle år nu har vi forsøgt at yde vores bidrag til, at debatten flyttes videre end bare at genopføre den gamle kamp om Muhammed-tegningerne fra for snart 10 år siden. Hvis netop Jyllands-Posten ville satse på at trykke tegninger – de gamle, nye, med eller uden Muhammed – så ville alting handle om dét, og det ville for vores vedkommende skygge for alt dét, der er kommet til siden 2005, og som vi skal dække helt almindeligt journalistisk. Vi koncentrerer os om at rapportere, analysere og perspektivere – jo egentlig helt klassiske journalistiske dyder,” forklarer Jørn Mikkelsen.
Desuden spiller hensynet til medarbejdernes sikkerhed ind i beslutningen, oplyser han.
Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?
”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”
Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?
”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”
Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?
”Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.”
Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?
Ytringsfriheden er truet som aldrig før. Det pres mærker alle, særligt vi på JP.
”Man skal nok ikke lukke øjnene for, at mange redaktører, der svinger sig op på den store oratoriske klinge, gør præcist det samme som vi på JP – går rundt om den varme grød, vrider hænder og bortforklarer. Sandheden er, at det for os ville være helt uansvarligt at trykke gamle eller nye profettegninger lige nu. Det vil mange ikke gerne indrømme. Det gør jeg, om end meget modstræbende. Jyllands-Posten har et ansvar for sig selv og sine medarbejdere, men også et videre ansvar – desværre. Ytringsfriheden er truet som aldrig før. Det pres mærker alle, særligt vi på JP.”
I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?
”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.
Berlingske bringer i dag et opslag med 12 forsider fra Charlie Hebdo – herunder flere islamkritiske. Avisens leder understreger, at terrorhandlingen i Frankrig ikke må give udslag i selvcensur.
”Berlingske vil ikke underlægge sig trusler mod ytringsfriheden, og derfor bringer vi en række af Charlie Hebdos forsider, så enhver kan se, hvad dette handler om,” skriver avisen.
”Vi skal ikke dukke os, for så kommer vi til at give efter for en uacceptabel trusselskultur. Hvad så med Charlie Hebdos tegninger? Det er journalistisk relevant at illustrere, hvad det er for et magasin, vi har med at gøre. Dette burde aldrig udgøre en provokation,” hedder det i lederen.
Dagbladet Information bringer torsdag to mindre billeder af Charlie Hebdo-forsider med islam-karikaturtegninger.
I avisens leder skriver ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, at gerningsmændene i Paris har frataget Charlie Hebdo og alle andre troen på, at man med humor og satire kan gå alle trusler i møde.
”Det er derfor, at Charlie Hebdos ret til ytringsfrihed er en kamp, vi alle må kæmpe. Derfor bringer denne avis i dag nogle af de forsider, der i årevis har gjort Charlie Hebdo til terrormål,” skriver Christian Jensen under overskriften ”Vi er alle Charlie Hebdo”
Da Jyllands-Posten i september 2005 bragte 12 Muhammed-tegninger udløste det efterfølgende en international krise og talrige trusler mod avisen. I 2006 bragte Charlie Hebdo tegningerne i solidaritet med Jyllands-Posten.
Siden Muhammed-krisen har Jyllands-Posten flere gange været mål for terrorplaner.
I december 2010 stormede Politiets Efterretningstjeneste (PET) eksempelvis en lejlighed i Herlev og anholdt tre personer, som var ved at forberede et nært forestående terrorangreb mod JP’s redaktion på Rådhuspladsen i København. Yderligere to personer blev anholdt i sagen.
Få timer forinden var mændene ankommet fra Sverige, og i lejligheden havde de en pistol, en maskinpistol med tilhørende lyddæmper og skarp ammunition. Planen var ifølge PET at dræbe så mange medarbejdere i JP/Politikens Hus som muligt.
Set i lyset af den alvorlige terrortrussel er Jyllands-Postens beslutning om ikke at genoptrykke Charlie Hebdos karikaturtegninger forståelig – om end et udtryk for selvcensur, mener formanden for foreningen Danske PEN, Anders Jerichow, til Ritzau:
”Det er totalt forståeligt, at de gør det. Men jeg synes, at det er uhyggeligt, at de skal føle, at det er nødvendigt,” siger han.