Fortsæt til indhold
Politik

Blå blok: Uacceptabelt orkesterkompromis

DR's kompromisforslag i sagen om DR Underholdningsorkestret er uacceptabelt, lyder det fra Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.

Partierne i blå blok er ikke klar til at acceptere det kompromisforslag, som kulturminister Marianne Jelved i dag lagde på bordet i forhandlingerne om DR Underholdningsorkestrets fremtid.

"Vi ønsker, at DR Underholdningsorkestret skal opretholdes - også efter årsskiftet. Det er den melding, vi gav til kulturministeren, og det er den melding, vi stadig står ved 100 pct.," siger Venstres kultur- og medieordfører Michael Aastrup Jensen og understreger, at man selvfølgelig vil se nærmere på det kompromisforslag, der er kommet fra DR.

Det selvom partiets "ønske og krav stadig ligger fast".

Ifølge kilder i forhandlingerne vil DR tilføre seks millioner kroner til DR Symfoniorkestret og dermed skabe et nyt kammerorkester, som skal overtage nogle af det lukkede orkesters opgaver. En sådan beslutning vil betyde, at symfoniorkestret bliver styrket med 20 musikere i stedet for de syv, der allerede nu er lovet ansættelse.

Der lægges dermed op til, at Underholdningsorkestret bliver nedlagt, og det er ikke en løsning, som blå blok vil gå med til.

"Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at det ikke er et reelt kompromis," siger Michael Aastrup Jensen.

Det bakker Dansk Folkeparti op om.

"Det kompromis, der er blevet lagt på bordet, er ikke acceptabelt fra vores side," siger partiets medieordfører Morten Marinus.

Han understreger, at alle de partier, der inden dagens møde bakkede op om at bevare orkestret også gav udtryk for den holdning på mødet i Kulturministeriet. Det selvom Enhedslisten efter mødet gav udtryk for en noget vaklende holdning.

"Vi er stadigvæk et flertal, der ønsker at bevare det her orkester," siger Morten Marinus.

Heller ikke hos De Konservative stiller man sig tilfreds med kompromisforslaget fra Danmarks Radio.

"Der er den afgørende mangel i den, at vi i dag har et underholdningsorkester, der formidler bredt og bygger bro på tværs af musikformer og på tværs af generationer. Det er en hel særlig rolle, DR Underholdningsorkestret har, og i det kompromis, vi har hørt om, er der slet ikke taget hensyn til det," siger den konservative kultur- og medieordfører Lars Barfoed og understreger, at partiet stadig vil kæmpe for orkestrets overlevelse.

Det vil Dansk Folkeparti også. Partiet har tidligere givet udtryk for sin utilfredhed med kulturminister Marianne Jelveds håndtering af sagen og truet med en næse. Og heller ikke efter dagens møde er partiets medieordfører tilfreds med kulturministeren.

"Jeg er vred, og det har jeg også været under mødet i dag. Vi forstår nok ikke hinanden," siger Morten Marinus og forklarer, at det er kutyme, at Underholdningsorkestret, der står nævnt i den nuværende public servise-kontrakt for DR, automatisk skrives ind i den efterfølgende.

Kulturminister Marianne Jelved har indkaldt til nye forhandlinger den 1. december, men hvor længe det trækker ud, før en afklaring er på plads, vides ikke. Lars Barfoed siger dog, at en løsning ikke er nært forestående.

Artiklens emner
DR