Fortsæt til indhold
Politik

Hækkerups jobskifte er mini-historisk

For første gang i 25 år går en minister direkte til et job i det private. Jeg kunne ikke sige nej, siger Karen Hækkerup.

”Jeg ved godt, at det er meget usædvanligt, det jeg gør, og jeg har også tænkt meget over det. Men når nu jobbet er der, og tingene passer sammen, så skal man slå til, og i min verden var det her simpelthen for spændende en chance til, at jeg ville lade den gå fra mig.”

Sådan siger Karen Hækkerup, som er justitsminister, indtil hun senere i dag forlader Justitsministeriet for at overlade det til Mette Frederiksen.

Den 20. oktober tiltræder hun som adm. direktør i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer - et karriereskifte, som for mange kom som en kæmpestor overraskelse.

Det er første gang siden 1989, at en siddende minister går til et topjob i det private erhvervsliv. Dengang var det den konservative finansminister Palle Simonsen, der skiftede til posten som adm. direktør i ATP.

I årenes løb har adskillige andre toppolitikere sadlet om til ledende stillinger i det private erhvervsliv, men det har været efter en pause mellem politikerkarrieren og jobbet i det private, siger en kender af dansk politik, professor Robert Clemmensen fra Syddansk Universitet.

”Jeg erindrer ganske enkelt ikke andre eksempler,” siger Robert Clemmensen.

Tænk at kunne vælge mellem to stillinger, der er så samfundsmæssigt vigtige, og hvor man kan gøre en forskel
Karen Hækkerup (S), snart forhenværende justitsminister

For Karen Hækkerup var der imidlertid ingen tvivl om, at det private erhvervsliv havde et tilbud, hun ikke kunne afslå.

”Jeg havde troet, at det sociale skulle fylde hele mit liv, men jeg glæder mig til at få fokus på arbejdspladser; jeg glæder mig til at prøve noget mere stilfærdigt og langsigtet, at fordybe mig og ikke at skulle levere svar på spørgsmål i samme sekund de er stillet. Jeg er god til at arbejde med problemstillinger og processer, og det trænger jeg også til at fordybe mig lidt mere i,” siger Karen Hækkerup til Jyllands-Posten.

Hun kalder sig selv et ”ekstremt privilegeret menneske,” som kan vælge mellem to jobmuligheder, og hun er stolt over at være blevet headhuntet til jobbet i L&F.

”Tænk at kunne vælge mellem to stillinger, der er så samfundsmæssigt vigtige, og hvor man kan gøre en forskel,” siger hun og fortæller, at hun for alvor fik øjnene op for landmændene og landbrugets muligheder kort efter, at hun var tiltrådt som fødevareminister.

”Inden jeg blev minister, vidste jeg slet ikke, hvor dygtige landmændene er, og hvor fantastiske og innovative fødevareproducenter vi har. Men meget kort tid efter, at jeg var landet, synes jeg, at det var et fantastisk job med gæve landmænd og nogle dagsordener, der var vigtige. Og jeg er stolt af, at jeg i de få måneder, jeg var minister, gjorde så godt et indtryk, at den første de tænker på, som administrerende direktør, er mig,” forklarer hun.

Venstres formand Kristian Jensen har i en kommentar i dag betegnet det som ”synd for regeringen”, at et af ”regeringens stærkeste kort” nu forlader Helle Thorning-Schmidts ministerhold.

Og Karen Hækkerup siger da også, at hun havde håbet, at jobskiftet kunne være sket på den anden side af et valg.

”Men nu kom tilbuddet altså,” siger hun til Jyllands-Posten.

Hvordan havde din politiske fremtid set ud, hvis tilbuddet fra Landbrug & Fødevarer ikke var kommet?

”Min politiske fremtid havde næppe været anderledes, hvis jobtilbuddet ikke var kommet, for jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke skulle være minister i 8-10 år.”