Fortsæt til indhold
Politik

Folketinget dropper mulig anonymisering i Afghanistan-udredning

Afghanistan-udredning får alligevel fuld åbenhed, efter at politikeres mulighed for anonymitet droppes.

/ritzau/

Der kommer alligevel til at være fuld åbenhed i den kommende Afghanistan-udredning.

Folketingets Præsidium har på et møde onsdag enstemmigt besluttet at følge en indstilling fra Det Udenrigspolitiske Nævn (UPN) om, at tidligere nævnsmedlemmer ikke skal have mulighed for at blive citeret anonymt.

Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse sendt til Ritzau.

- Jeg er glad for, at Præsidiet har tiltrådt Nævnets indstilling, så vi kan komme videre med sagen, siger Folketingets formand, Henrik Frandsen (M), i meddelelsen.

- Med beslutningen har vi skabt afklaring, så forskerne kan færdiggøre deres arbejde og bidrage til større offentlig indsigt i de beslutninger og overvejelser, der lå bag Danmarks indsats i Afghanistan.

Muligheden for anonymitet er blevet kritiseret af veteraner, og et borgerforslag imod anonymiseringen har tidligere fået 50.000 underskrifter.

Beslutningen om, at tidligere nævnsmedlemmer skulle give samtykke for at blive citeret med navn, blev truffet af Folketingets Præsidium på indstilling fra Det Udenrigspolitiske Nævn i maj.

Det skete med argumentet om, at nævnsmedlemmer har udtalt sig på møderne i det fortrolige udvalg i forventning om, at deres udtalelser var fortrolige i 30 år.

Men siden har en række partier - heriblandt nuværende regeringspartier - ændret holdning til spørgsmålet.

I starten af september stillede de fire regeringspartier sig i spidsen for at finde et flertal i UPN for at omgøre beslutningen om mulig anonymitet.

Formand for nævnet, Karsten Hønge (SF), der også sidder i Præsidiet, kaldte dengang borgerforslaget for ”en stærk inspiration” til regeringens nye position.

Afghanistan-udredningen, som udarbejdes af forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), skal gennemgå de centrale danske politiske beslutninger i forbindelse med Danmarks militære indsats i Afghanistan.

Den blev sat i værk, kort efter at Danmark og en række lande forlod Afghanistan i 2021, hvorefter den militante bevægelse Taliban igen overtog kontrollen i landet.

Udredningen blev bestilt af et bredt flertal i Folketinget.

Det faglige arbejde for forskere i forbindelse med udredningen har været færdigt siden februar 2025. Tilbage er processen med danske myndigheder om dokumenter og afklassificering.

Regeringspartierne sagde i midten af september, at de håber, at udredningen kan blive udgivet, inden 2026 er omme, når forskerne ikke længere skal indhente samtykke fra citerede nævnsmedlemmer.