Hvem har tændt for Al Jazeera på Kærshovedgård?
Hvem har tændt for Al Jazeera på Kærshovedgård?
God eftermiddag
For de danske landmænd er det på mange måder både dagen derpå og dagen før. Tirsdag rykkede traktorerne ind på Christiansborg Slotsplads, og båthornene dyttede, mens Folketinget andenbehandlede det lovforslag, der skal begrænse kvælstofudledningen på markerne fra 1. januar 2027.
Torsdag bliver det vedtaget.
I dette politiske overblik har vi naturligvis en historie med om den sag. Men der bliver også plads til at komme forbi andre opsigtsvækkende nyheder.
- Forstå slagsmålet om kvælstoffet
- Nu griber Wammen fjernbetjeningen og slukker
- Minister drager til Harboøre
Forstå slagsmålet om kvælstoffet
Du er tilgivet, hvis du sidder en anelse forvirret tilbage efter de seneste dages konflikt mellem politikere og landmænd om den meget omtalte kvælstofregulering, der træder i kraft ved årsskiftet.
For hvad betyder den egentlig? Og hvem har ret?
Heldigvis tager min kollega Anders Redder sagen ned på et lettere forståeligt plan, så læs med her, hvis du vil forstå præcis, hvorfor landmændene er sure, og hvorfor et flertal i Folketinget stadig mener, at kvælstofloven er nødvendig.
Sagen har også martret Venstre, hvor fem medlemmer har meddelt, at de ikke vil stemme for loven torsdag. Det kan du høre mere om i denne uges udgave af ”Under Gulvtæppet” her.
Nu griber Wammen fjernbetjeningen og slukker
Er du beboer på Kærshovedgård, skal du ikke længere kunne se Al Jazeera og Dubai TV International kvit og frit. Nej, det må du selv betale for, mener justitsminister Nicolai Wammen (S), som nu beder Danmarks Fængsler om at opsige tv-abonnementerne på Kærshovedgård hurtigst muligt.
»Det er personer, som ikke har noget at gøre i Danmark, og jeg mener derfor heller ikke, at det er rimeligt, at danske skatteborgere skal betale for, at beboerne på Kærshovedgård kan se Al Jazeera og andre betalingskanaler,« siger Nicolai Wammen til B.T.
Hos vor politiske analytiker, Niels Th. Dahl, trænger et spørgsmål sig dog på: For hvem har egentlig tegnet abonnement på en tv-pakke med Al Jazeera? spørger han på det sociale medie X.
Det må indtil videre stå hen i det uvisse.
Minister drager til Harboøre
En gigantisk nyhed i det nordvestjyske ramte tirsdag eftermiddag. FMC Rønland, som er det tidligere Cheminova, lukker og slukker. Det har stor betydning i området, da mange mennesker mister deres job.
400 mennesker bliver således opsagt.
Nyheden har også nået finansminister Peter Hummelgaards (S) bord. Han agter at drage til Harboøre, hvor virksomheden har haft til huse, for at lytte til bekymringerne i den jyske by efter lukningen.
I et Facebook-opslag skriver ministeren desuden, at lukningen af virksomheden også taler ind i en større debat om forskellen mellem land og by.
»Der er en stor opgave foran os. Det ved jeg. De geografiske uligheder vokser i disse år. Men opgaven skal løses. Den økonomiske fremgang skal komme hele landet til glæde og gavn. Vores land skal hænge bedre sammen.«
Det var alt herfra.
God dag til dig!
Bedste hilsner,
journalist Frederik Fogde