Troels Lund Poulsen skal afsøge ny regering uden S og M
Efter kongerunde fredag anmodes Troels Lund om at lede forhandlinger om dannelse af ny regering uden S og M.
Et flertal peger på Troels Lund Poulsen (V) som ny kongelig undersøger efter fungerende statsminister Mette Frederiksen (S).
Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse efter besøg af partierne fredag aften.
Kongen anmoder Troels Lund Poulsen om at lede forhandlinger om dannelsen af en regering uden deltagelse af Socialdemokratiet og Moderaterne, lyder det.
Folketingets 12 partier har i løbet af aftenen fredag på skift været forbi kong Frederik til endnu en kongerunde på Amalienborg for at fortælle, hvem de ønsker som ny kongelig undersøger efter Mette Frederiksen.
Bag Venstres Troels Lund Poulsen står i alt 87 af Folketingets mandater.
Bag Socialdemokratiets Mette Frederiksen står i alt 84 af Folketingets mandater.
Dansk Folkeparti har stillet som betingelse, at Troels Lund Poulsen skal forsøge at danne en regering uden deltagelse af Socialdemokratiet og Moderaterne.
Den betingelse bliver afgørende for, hvilket mandat Troels Lund Poulsen får i forhandlingerne.
Det sker, fordi de partier, der repræsenterer det største antal mandater i Folketinget, har anbefalet dette, skriver kongehuset i pressemeddelelsen.
Moderaterne skiftede fredag kurs efter at have forhandlet i ugevis med Mette Frederiksen, som blev udnævnt som kongelig undersøger efter valget i marts.
Det skyldes, at formand Lars Løkke Rasmussen (M) ikke længere troede på, at han kunne blive enig med rød blok om økonomiske reformer, som var ambitiøse nok til partiet.
- Det mandat, som Mette Frederiksen har, er født med en spændetrøje, som hun ikke kan komme ud af, sagde Løkke på Marienborg fredag.
Moderaterne blev dannet på en ambition om at holde yderfløje fra magten og har afvist at danne en regering med Enhedslisten som støtteparti, selv om partierne har deltaget i forhandlinger om det de sidste seks uger.
Derfor får Troels Lund Poulsen nu mulighed for at forsøge at danne en regering, og processen om at danne en regering starter forfra.
Moderaterne vil holde den kongelige undersøger i kort snor, sagde Jakob Engel-Schmidt (M) på Amalienborg Slotsplads fredag aften uden at uddybe, hvad det betyder.
- Det er vigtigt for os at tilføje, at det forventelige skifte af kongelig undersøger bør strække sig over en lille håndfuld uger, 14 dage måske, sagde han.
Det er første gang i flere årtier, at der har været behov for flere besøg hos regenten, før der kan dannes en ny regering.