Minister garanterer, at valgkort kommer ud trods Dao-problemer
Der ligger en nødplan klar i skuffen, hvis Dao ikke kan klare at uddele millioner af valgkort inden folketingsvalget.
Danskerne skal ikke frygte, at deres valgkort til det kommende folketingsvalg forsvinder i posten eller ikke når frem i tide, fordi Dao ikke kan overkomme opgaven.
I hvert fald ikke, hvis du spørger den postansvarlige minister, transportminister Thomas Danielsen (V).
»De valgkort skal ud. Og det kommer de,« fastslog han onsdag fra Folketingets talerstol.
Siden Dao fra årsskiftet overtog brevomdelingen i Danmark, har der været flere alvorlige opstartsproblemer, og kritikken er haglet ned over virksomheden, som alene i januar fik 15.000 henvendelser om forsinkede breve.
Region Syddanmark har tilmed anmeldt Dao til Datatilsynet, efter at flere syddanske sygehuse har konstateret, at distributionsselskabet havde afleveret sække med personlig brevpost på offentligt tilgængelige steder.
Alt dette kaos har skabt bekymring for, om Dao er i stand til at uddele godt 4 millioner valgkort til godt 2 mio. husstande oven i al den almindelige brevpost. En opgave, der potentielt allerede kan vente om et par uger, hvis valgrygterne om et muligt forårsvalg holder stik.
Onsdag havde Alternativet og Enhedslisten derfor hasteindkaldt ministeren til en debat i folketingssalen for at forklare, hvordan han vil sikre, at valgkortene når ud til vælgerne i tide.
»Livrem og seler«
Ministeren kunne »betrygge Folketinget« med, at der findes en nødplan, hvis der opstår en akut nødsituation. For eksempel en ulovlig arbejdsnedlæggelse eller lignende.
Kort fortalt betyder nødplanen, ifølge ministeren, at hvis Dao mod forventning ikke kan levere, så kan politikerne gribe ind og pålægge andre godkendte postvirksomheder at træde til straks. Mod kompensation.
Dermed går systemet med »både livrem og seler,« lød det fra Thomas Danielsen:
»Ja, vi har nogle værktøjer, som vi aldrig har haft før til at håndtere den her situation,« sagde han.
Flere ordførere, blandt andre Enhedslistens Leila Stockmarr, undrede sig dog højlydt over, at de ikke har hørt om denne nødplan før eller set den. Men den findes altså og er skrevet ind i postloven, forsikrede Thomas Danielsen.
Valgkort betragtes som kritiske informationer fra det offentlige, og de er en vigtig påmindelse om, at vi skal huske at stemme.
Kortene skal være fremme senest fem dage før valgdagen og skal medbringes på valgstedet. Man kan dog godt få lov til at stemme uden valgkortet, hvis man fremviser anden legitimation som f.eks. sundhedskort, kørekort eller pas.
Minister: Det er lige til
Aftalen om, at Dao skal udbringe valgkortene, er indgået selvstændigt mellem Dao, Kommunernes Landsforening, KL, og kommunernes it-fællesskab Kombit.
Dao modtager valgkortene printet, pakket og klar i konvolutter i kasser. De skal altså bare deles ud.
»Det er en opgave af meget begrænset kompleksitet,« sagde ministeren.
JP/Politikens Hus, som Jyllands-Posten er en del af, ejer også 51 pct. af Dao. Dette forhold har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.