Fortsæt til indhold
Politik

Hvad er reglerne for at smide elever ud?

Flere partier kræver regler skærpet. Børne- og undervisningsministeren vil ikke afvise det, men hvilke regler er der rent faktisk for at sanktionere elever i dag?

Kort efter sagen fra Borup Skole, hvor børn er blevet udsat for overgreb af andre børn, kritiserer flere partier nu reglerne for skolers mulighed for at bortvise elever. Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stiller sig uforstående overfor de gældende regler. Liberal Alliances udannelsesordfører, Helena Artmann, udtaler til DR:

»Det er som om, den danske folkeskole er det eneste sted, vi accepterer, at gerningsmænd - hvis vi kan kalde børn det - går op og ned af deres ofre. Det er grotesk,« siger hun.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er ikke afvisende overfor at skærpe reglerne, for hvordan man kan straffe elever i folkeskolen. Ministeren påpeger overfor DR:

»Vi har undervisningspligt i Danmark, så alle skal have et undervisningstilbud. Men det er ikke en menneskeret, at man bliver gående på den skole, hvor man har overfaldet en klassekammerat eller en mindreårig elev.«

Som Mattias Tesfaye påpeger, har Danmark undervisningspligt i folkeskolen, men hvilke muligheder har skoler egentlig for at sanktionere sine elever?

Ifølge de nuværende regler har skoler en række foranstaltninger, de kan benytte:

  1. Skolen kan sende en elev hjem resten af skoledagen, forudsat at det er aftalt med elevens forældre.
  2. Eftersidning i op til en time.
  3. Skolen kan sende en elev til undervisning i en anden klasse i enkelte timer eller resten af skoledagen.
  4. Skolen kan udelukke en elev fra undervisning i hele skoledage op til 10 skoledage indenfor samme skoleår.
  5. Skolen kan overføre en elev til en parallelklasse.
  6. Skolen kan overflytte en elev til en anden skole i samme kommune, forudsat at en anden skole vil modtage eleven. Folkeskolen har som nævnt undervisningspligt.

Kilde: Undervisningsministeriet

Her kan du læse mere om sagen fra Borup Skole: