Partifæller begræder tabet af Ritt Bjerregaard
En stor socialdemokrat og en af de største forkæmpere for ligestilling er gået bort, skriver Mogens Jensen.
- En stor socialdemokrat og en af de største forkæmpere i Danmark for kvinders ligestilling er gået bort.
Sådan lyder det fra Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen i kølvandet på nyheden om, at den mangeårige socialdemokrat og tidligere overborgmester for København Ritt Bjerregaard er sovet stille ind i en alder af 81 år.
- Tak Ritt, for dit ukuelige mod og din kæmpe indsats også mens du selv kæmpede mod det værste! Æret være dit minde, skriver Jensen på Twitter.
Frederik Vad, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, var også vågen omkring midnat, da nyheden om Bjerregaards bortgåen kom frem.
- Æret være Ritt Bjerregaards rigtig store minde, skriver partifællen på Twitter efterfulgt af en opfordring om at købe hendes bog ”Rapport fra en Kaffeklub”.