Fortsæt til indhold
Politik

Vrede i Venstres bagland efter Ellemanns løftebrud

Venstres kovending på spørgsmålet om en advokatundersøgelse i minksagen møder kritik fra partiets bagland.

Ritzau

Det rumler i Venstres bagland, efter partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, søndag under regeringsforhandlinger kom ud fra Marienborg for at fortælle, at han og Venstre dropper kravet om en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

»Man kan ikke starte et regeringssamarbejde med en advokatvurdering af landets statsminister,« sagde han, efter Moderaternes Lars Løkke Rasmussen tidligere på dagen havde kommet med samme budskab – og kovending.

Løftebruddet har med det samme vakt vrede i Venstres bagland. Én af de kritiske stemmer er den garvede Venstre-mand Christian Mejdahl, som sad 20 år i Folketinget og er tidligere formand for Folketinget.

»Det er katastrofalt for retsbevidstheden i store dele af det danske samfund, at man dropper det, man er gået til valg på, nemlig at få undersøgt den sag til bunds,« siger Christian Mejdahl blandt andet til DR.

Anders G. Christensen er medlem af Venstres hovedbestyrelse og medlem af regionsrådet i Region Midtjylland. Han kalder meldingen fra partiformanden for »en stor kamel at sluge«.

»Når man dropper en advokatundersøgelse af minkskandalen, er der i hvert fald solgt ud af nogle af de retsprincipper, som Venstre normalt står på mål for og hylder,« siger han.

Søren Smalbro er Venstre-medlem og borgmester i Hjørring. Selv om han erkender, at der må indgås kompromiser i regeringsforhandlingerne, er den aflyste advokatvurdering alligevel et lige lovligt stort offer at bringe.

»Helt overordnet har jeg det godt nok svært med, at man siger ét før et valg, og så gør man noget andet efterfølgende. Jeg synes, det er forkert,« siger Søren Smalbro.

Også Anne Honoré Østergaard er kritisk. Hun er tidligere medlem af Folketinget for Venstre, men blev ikke genvalgt ved valget i november.

»Trist, sørgeligt og forkert!« skrev hun på Twitter om sin formands udmelding.

Anne Honoré Østergaard uddyber på Facebook, at hun venter »spændt på resultatet af Venstres hovedbestyrelsesmøde i aften«.

Jeppe Ugilt, byrådsmedlem og viceborgmester i Rebild Kommune, har valgt at melde sig helt ud af partiet som konsekvens af Venstres landspolitiske kurs. Det skriver han på Facebook.

»Der findes i min optik INGEN undskyldninger for at opgive kravet om en advokatundersøgelse for at komme i regering. Det her handler om retsprincipper og det kan man ikke handle om!« skriver han bl.a.

Der er dog også Venstre-stemmer, der forsvarer Jakob Ellemanns beslutning. Til TV 2 News siger folketingsmedlem Søren Gade, at Ellemanns udmelding var »naturlig« efter Løkkes udtalelser tidligere på dagen. Han mener, at Venstre skal søge mest mulig indflydelse, hvilket man får som en del af regeringen.