Fortsæt til indhold
Politik

V og K angriber Frederiksen, men der er noget, de ikke fortæller

Danskerne har sværere ved at komme gennem inflationen på grund af regeringens politik. Sådan lyder de borgerliges konstante angreb. Men de gemmer en vigtig oplysning, og nu viser beregninger noget, der får økonomer til at spærre øjnene op.

Valgkampens første pressemøde havde været i gang i lidt mere end 20 minutter, og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, havde flere gange angrebet statsminister Mette Frederiksen for, at hendes regering har gjort 9 af 10 indkomstgrupper fattigere.

Så blev han spurgt, hvor meget fattigere de egentlig er blevet.

»Hvor meget fattigere de er blevet? Undskyld, det har jeg simpelthen ikke tallene på. Det må du tilgive mig,« svarede V-formanden.

Synes du, det er vigtigt, hvor meget fattigere de er blevet?

»Ja, det synes jeg er væsentligt. Og beklager. Der er mange ting her i livet, der er vigtigt, og jeg kan ikke dem alle sammen udenad. Det kan du helt sikkert heller ikke.«

Hvor meget fattigere synes du, de skal være blevet, før du synes, det er et stort problem?

»Det er et problem, at man fører en målrettet politik, som gør 9 af 10 indkomstgrupper fattigere,« sagde Ellemann-Jensen og henviste til, at Socialdemokratiet i 2019 gik til valg på et løfte om det modsatte.

Hvad Ellemann ikke vidste den dag, kan han nu læse sig til.