Palle Mørk hædrede Inger Støjberg med en skulptur og sendte en sur hilsen til Jakob Ellemann-Jensen

Inger Støjbergs håndtryk er varmt og hurtigt. Hun fastholder trykket og øjenkontakten i lige præcis så lang tid, at der er en følelse af ægte nærkontakt.

»Jeg har engang mødt Inger Støjberg,« vil man sige, hvis man som deltager i hendes takkefest Kristi himmelfartsdag anno 2022 gik igennem porten til Visborggaard Slot ved Hadsund.

Nu vil hun vise taknemmelighed over for dem, som støttede hende under rigsretssagen, hvor hun for et halvt års tid siden blev dømt 60 dages ubetinget fængsel. Rigsretten kendte hende skyldig i at overtræde ministeransvarsloven i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, da hun var minister.

Siden har den tidligere Venstre-politiker og udlændinge- og integrationsminister siddet i sit hjem i Hadsund med en fodlænke, hvor hun ikke engang har måttet forlade dagligstuen for at tage en tur rundt i haven.

Nu har hun forladt politik, hvilket har fået højrefløjspartierne til at logre som hunde i en slagterbutik.

Langemand til Ellemann

Dommen fra rigsretssagen er der ikke mange her i slotsgården, der er enige i.

Palle Mørk er billedhugger, og han har medbragt en gave i form af en granitskulptur af en hånd med tomlen op. Selv hvis man tager virkelig godt fat, kan man ikke løfte den pink figur.

Palle Mørk mener, at den vejer hen ved 125 kilo, og han har en magen til derhjemme, blot med den forskel at det er den midterste finger, der er rejst. Den vil han gerne forære til Jakob Ellemann-Jensen, for Venstres formand får ikke mange point fra den 68-årige billedhugger fra Brønderslev, når Venstres formand ikke støttede Inger Støjberg under retssagen.

Der er ikke mange politikere uden parti, der vil få sådan opbakning, som den Inger Støjberg får i dag, mener Palle Mørk, mens han kigger ud over de omtrent 1.800 mennesker, der er mødt op i slotsgården.

Han mener, at Inger Støjberg er populær, fordi hun er troværdig og ikke springer over, hvor gærdet er lavest, og hvis hun går ind i politik igen, vil hun til enhver tid få en billedhuggerstemme. Palle Mørk håber, at hun etablerer et nyt parti, for hendes popularitet er stor nok til, at hun ikke behøver at melde sig ind i et af de gamle, slidte partier.

Palle Mørk har igennem sit liv som billedhugger givet håndtryk til masser af mennesker, men han synes alligevel, at indtrykket af Inger Støjberg er specielt.

Henne ved porten trykker Inger Støjberg stadig hænder, og som var hun Jesus på den højhellige dag, rejser en mand sig fra sin kørestol for at få taget et billede sammen med hende.

Han hedder Bjarne Normann Jensen, og han er kørt 50 kilometer til slottet nord for Hadsund. Det er pokkers ærgerligt, at han må sidde her i en kørestol, men han er faldet ned fra en stige og har flækket hælen tre steder, så nu sidder han her fem måneder senere, fordi Inger Støjberg er en politiker, der siger tingene – specielt på indvandrerspørgsmålet – som de er.

Rofus får klap

Inger Støjberg er klædt helt i sort, så hendes hår ligner det øverste af en fakkel, mens man kan se, at hun har rød neglelak på tæerne i de åbne sommersko. Hun veksler ord med alle, der vil, og hunden Rofus får endda et klap, før den bliver lukket ind.

Egentlig skulle takkefesten have været afholdt i hendes have inde i Hadsund, men så voksede det lige pludselig, og selv et sted med plads til 200 måtte erstattes af større albuerum.

Således skete det, at hun fik fat i Susanne Rigsgrevinde von Platen-Hallermund, der er gift med Rudolph Rigsgreve Johan Oscar von Platen-Hallermund, og ægteparret ejer Visborggaard Slot, som normalt huser 40-50 personer til konferencer.

Gennemsnitsdanmark

Susanne Rigsgrevinde von Platen-Hallermund mener, at Inger Støjberg er et beskedent menneske, og hvis man tager et billede af forsamlingen i hendes slotsgård, vil man få et billede af et gennemsnitligt Danmark.

På spørgsmålet om, hvorvidt Susanne Rigsgrevinde von Platen-Hallermunds venner kalder hende ”Sus”, svarer hun nej.

Da der blev indkaldt til fest, lovede Inger Støjberg, at hun ville bage kage til alle, men oppe under pavillonen, hvor kagen serveres, siger de, at hun har fået en hånd af en lokal bager.

Som til alle gode fester er der gratis øl – i dette tilfælde en høkerbajer fra Hancock, der i dagens anledning har fået en ny etiket: ”Den officielle Støjberg-øl”, står der. Ved siden af ølboden er der kø til en bod, hvor man kan købe Inger Støjberg-kopper i to versioner. En med røde hårknolde, samt en med 60 streger i grupper af fem, som på en fængselsvæg: ”60 dage for barnebrudene” og ”Inger Was Here”, står der blandt stregerne. Kopperne koster 100 kr.

Efter knap to timer er Inger Støjberg kommet igennem håndtryk, krammere og billeder med gæsterne, der i kø har slanget sig hen langs voldgraven og hundredevis af meter væk fra det 800 år gamle slot.

Et orkester spiller ”Himmelhunden”, men i en blues-version, som, folk synes, er dårlig. Inger Støjberg kommer ud fra slottet – måske har hun vasket hænder – og til stort bifald overtager hun scenen fra orkesteret, mens folk hæver mobilkameraerne for at forevige denne familiefest, som er så anderledes end dem, hvor billederne er taget hen over baghovedet i et forsamlingshus.

»Hold da op, hvor er I mange,« siger hun med blanke øjne.

Kærlighed fra fans

Og så taler hun om at stable festen på benene. Om chips og vin, der alligevel trængte til at blive spist og drukket, fordi de var tæt på udløbsdatoen. Folk griner.

»For mig handler politik om at sige, hvad jeg mener,« siger hun og en mand råber:

»Det er derfor, vi elsker dig, Inger.«

»Kære venner,« fortsætter hun, »det betyder langt mere for mig, end I regner med, at I er her i dag. Man skal have stået i min situation for at forstå, hvad jeg har været igennem. Men jeg har haft en oplevelse af, at halvdelen af landet har stået bag mig,« siger hun til stor jubel for de fremmødte fans.

Efter talen ryger mikrofonerne op mod Inger Støjbergs hoved.

Jo, hun kommer sikkert til at gå ind i politik igen.

Jo, det kan både være i et af de etablerede partier, men også et hun selv bygger op fra grunden.

Jo, der kommer snart en udmelding, »der går ikke år«.

Og jo. Det var dejligt at trykke alle gæsterne i hænderne.