48 lokallister blev valgt ind i 37 kommuner til kommunalvalget
I over en tredjedel af landet fik lokallister mandater til kommunernes byråd.
Der er fremgang at spore landets over, hvis man ser på antallet af lokallister, der blev valgt ind i byrådene til det netop afholdte kommunalvalget.
En gennemgang af mandatfordelingen i alle landets kommune viser, at lokallisterne fik i alt 101 mandater. Det står i kontrast til seneste valg, hvor lokallisterne fik 87 mandater. Det betyder altså en fremgang på 16 pct, på trods af at Roger Buch, valgforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har kaldt lokallisterne for at være i »en evig dødskamp«.
»Der opstår hele tiden nye lister, og så er der nogle lister, der dør. Det er det, der gør, at de er i en evig dødskamp,« siger han og påpeger, at især to »dødsstød« har sørget for listernes deroute,« sagde han til Jyllands-Posten i oktober.
Flest mandater for én lokalliste blev Tønder Listen i Tønder Kommune med ni mandater. Spidskandidat var borgmester Henrik Frandsen, der i denne valgperiode har været borgmester i kommunen. I 2017 vandt han borgmesterkæden for Venstre, men han blev vraget som spidskandidat til dette valg og etablerede i stedet sin egen lokalliste.
Henrik Frandsen genvandt dog ikke borgmesterposten, som i stedet gik til Jørgen Popp Petersen, der stillede op for lokallisten Slesvigsk Parti, som fik fire mandater.
Guldborgsundlisten i Guldborgsund Kommune fik syv mandater og blev den næststørste lokalliste set over hele landet.
En række lister fik kun et enkelt mandat i byrådet. Det gælder f.eks. lokallisten Annelise Madsen - hvor mandatet heldigvis for hende gik til Annelise Madsen - i Ishøj, Lokallisten Gladsaxe i Gladsaxe og Fælleslisten i Vordingborg.
I flere kommuner - udover Tønder - kom flere lokallister i byrådet. I Randers blev både Østbroen, Beboerlisten og Velfærdslisten valgt ind, og i Ærø Kommune var der mandat-bingo til ÆrøPlus, Ærø i Centrum, Ærøs Fremtid.
Kun i Tønder Kommune fik en lokalliste borgmesterposten, og det er en lille fremgang ift. seneste valg, hvor to borgmestre blev valgt fra en lokalliste.