Lokallisterne har det svært

Fra 75 pct. af stemmerne i 1909 til blot 3,6 pct. i 2017.

Sådan lyder den nedgang i vælgertilslutning, som lokallisterne har gennemgået i løbet af over 100 års kommunalvalgshistorie. Ved valget i 2017 fik lokallisterne færre mandater end tidligere, og to kommuner fik en borgmester fra en lokalliste – det laveste antal nogensinde.

Selv om der siden valget 2017 er kommet yderligere to lokalliste-borgmestre til i henholdsvis Tønder og Ishøj, hvor begge borgmestre meldte sig ud af deres daværende partier og stiftede nye lister, kalder valgforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch lokallisternes nedtur for »en evig dødskamp«.

»Der opstår hele tiden nye lister, og så er der nogle lister, der dør. Det er det, der gør, at de er i en evig dødskamp,« siger han og påpeger, at især to »dødsstød« har sørget for listernes deroute.

Ændrede spilleregler

De to kommunalreformer i 1970 og 2005 sørgede for, at antallet af kommuner blev reduceret først fra ca. 1.300 til 275 og senest til 98. Det ændrede spillereglerne for lokallisterne, forklarer Roger Buch:

»Når en lokalliste har kæmpet i en kommune, og den så bliver slået sammen med fem andre kommuner. Hvad er lokallisten så? Lokallisten får en identitetskrise. Derudover skal den føre valgkamp i meget større kommuner. Det er meget større geografi, og der skal man bruge flere penge, mere logistik og flere partiaktivister til at koordinere en valgkamp. Lokallistens udfordring er, at den kun har været i én af de sammenlagte kommuner, mens de store partier har været i alle.«

Derudover peger han på, at partistøttesystemet også har forringet lokallisternes betingelser. Mens et parti ved folketingsvalget får 34,5 kr. pr. stemme i partistøtte, får partier og lokallister 7,75 kr. pr. stemme til kommunalvalget. De store partier skraber derfor sammenlagt væsentligt flere penge sammen, end hvad lokallisterne kan.

»Det betyder, at de partier, som er med til folketingsvalg, får store og stærke landsorganisationer. Socialdemokratiet får over 30 mio. kr. om året i partistøtte via folketingsvalget. Og dem kan de bruge til at hjælpe ved kommunalvalg. Lokallisterne kan slet ikke få al den hjælp, som tilflyder kandidaterne for de landsdækkende partier,« siger Roger Buch.

Vigtigt at appellere bredt

På trods af lokallisternes kontinuerlige nedgang melder der sig til hvert kommunalvalg stadig kandidater under fanerne for de lokalforankrede lister. En af dem er Kim Skjoldborg, stifter af lokallisten Et Bedre Odense, der stiller op i Odense. Ifølge ham er det mere frit at være opstillet på en lokalliste end for et etableret parti.

»Vi er mindre konforme end de politiske partier, hvor man skal følge nogle spilleregler og nogle rækkefølger. Meget politik er sådan, at der er en mand i toppen, og det er kun ham, der skal føres frem,« siger Kim Skjoldborg.

En af de to borgmestre, der i 2017 blev valgt fra en lokalliste, er Guldborgsundlistens John Brædder, der også er formand for Lokallisterne i Danmark. Han har haft borgmesterposten siden 2010, og listen er blevet valgt ind ved hvert valg siden stiftelsen i 2001. I 2017 fik partiet 11 af 29 mandater og er derfor en af få succeser blandt lokallister.

»Det hænger sammen med, at vi som lokalliste ikke er opstået som et protestparti på en enkelt sag. Vi har formået at appellere bredt til begge fløje og har stået for det brede samarbejde,« siger han. Han ser dog en fællesnævner for de lister, som ikke formår at etablere sig:

»Jeg tror ikke på de lokallister, som opstår på enkeltsager. Det kan godt være, at de kan blive valgt første gang på en given enkeltsag, men så er det utroligt vigtigt, at de sørger for at få skabt en politik, der dækker alle områder. Ellers dør de ved næste valg. Og det er måske i virkeligheden det, der sker for de fleste lokallister.«