Ingen større coronafrygt hos udsatte vælgere
Umiddelbart er der ikke udsigt til, at frygt for smitte er noget, der fylder voldsomt for udsatte før valget.
Der bliver gjort en særlig indsats for, at borgere trygt kan gå til valgurnerne tirsdag, når kommunal- og regionalvalget bliver afholdt. Samtidigt ser det ikke ud til, at der bredt er en stor bekymring.
Det fortæller flere organisationer dagen før valget.
- Det er meget svært at sige noget om. For vi har ingen tal. Men vi oplever klart, at der er en stigende bekymring, og derfor tager flere også forholdsregler i det daglige, siger seniorkonsulent hos Ældre Sagen Rikke Hamfeldt.
- Så vi må forvente, at nogen afholder sig fra at stemme. Men det er ikke fordi, vi har fået en masse henvendelser fra folk, der ikke vil stemme.
Opfattelsen af, at der nok er en bekymring, men at det ikke er et udbredt problem, lyder også fra Lungeforeningen og Kommunernes Landsforening.
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, skriver på Twitter, at hun har modtaget flere henvendelser fra borgere.
- Det gør mig bekymret. Og derfor er jeg glad for, at kommunerne har været ude at sige tydeligt, at der er sørget for, at det er sikkert at stemme, siger hun.
- Man kan ikke springe over. Demokratiet forudsætter, at vi deltaget og stemmer. Også til kommunal- og regionalvalg. Så lige meget hvem man stemmer på, så bør man gå ned og stemme.
Der bliver da også lagt en indsats hos kommunerne i at sikre, at det er sikkert at stemme. I sidste ende er det op til hver kommune at sikre, og her bliver der gjort plads til at holde afstand, tilbudt værnemidler og andet, der mindsker risikoen.
Det er vigtigt, at kommunerne sætter en tyk streg under det, siger Rikke Hamfeldt.
- Vores medlemmer føler en høj forpligtigelse og har et stort ønske om at stemme. Ikke mindst til kommunalvalget, der har en stor betydning for deres hverdag.
- Så det er rigtigt vigtigt, at man lokalt er meget tydelig om, hvad man har gjort for at gøre det trygt at stemme, siger hun.